Biden advarer Putin efter oprustning ved grænsen til Ukraine

100.000 russiske tropper ved grænsen til Ukraine skaber bekymring i både Kiev og Washington.

Præsident Putin og præsident Biden holdt i dag et to timer langt virtuelt topmøde, hvor særligt Ukraine var i fokus. (Foto: handout © Ritzau Scanpix)

Præsident Biden har i dag udtrykt "dyb bekymring" over Ruslands oprustning langs grænsen til Ukraine.

Det oplyser Det Hvide Hus, efter den amerikanske præsident i dag afholdt et virtuelt topmøde med sin russiske modpart, præsident Putin.

Her advarede Joe Biden den russiske præsident om, at "USA og dets allierede vil reagere med kraftige økonomiske og andre tiltag i tilfælde af en militær optrapning", lyder meldingen fra Det Hvide Hus her til aften.

Ifølge præsident Bidens nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, tror man ikke, at præsident Putin har truffet en afgørelse endnu i forhold til en militær optrapning over for Ukraine.

USA vil svare igen med økonomiske sanktioner og yderligere forsvarsudstyr til Ukraine, hvis Rusland invaderer landet, lyder meldingen her til aften fra Jake Sullivan:

Derfor har Joe Biden gjort det klart, at det vil få store konsekvenser for Rusland, hvis præsident Putin vælger at invadere, lyder meldingen fra Jake Sullivan, der blandt andet pegede på den 11 milliarder dollar dyre gasledning Nord Stream 2 som et muligt sanktionsmål.

- Gassen flyder endnu ikke gennem Nord Stream 2. Og hvis Putin vil se gassen flyde, skal han ikke invadere Ukraine, lyder meldingen fra Sullivan, der siger, at USA også er klar til at sende flere tropper til Nato-landene i Østeuropa.

Ingen banebrydende resultater

Mængden af oplysninger, der er kommet ud af Biden og Putins to timers lange videotopmøde, er nedslående lille, lyder det fra DR's korrepondent i Rusland, Mathilde Kimer.

En enkelt lille meddelelse er det blevet til på Det Hvide Hus’ hjemmeside, mens Kremls side blot rummer en notits om, at mødet er afsluttet.

- Det er svært at forestille sig, at parterne er nået frem til banebrydende resultater, når det mest ophidsende man videreformidler fra mødet er, at ”de to præsidenter har bedt deres folk om at følge op, siger hun.

Fra Moskva lyder meldingen efter det virtuelle topmøde, at de to lande fortsat skal "samarbejde om praktiske spørgsmål".

- Det er svært at forvente et pludselig gennembrud, men præsidenterne viste deres villighed til at fortsætte det praktiske arbejde og begynde at diskutere følsomme emner, der virkelig bekymrer Moskva, siger Putins udenrigspolitiske rådgiver, Yuri Ushakov, efter videotopmødet. Det skriver Reuters.

Ifølge Ushakov understregede Putin og Biden samtidig behovet for at normalisere landenes problemfyldte relationer og fortsat samarbejde om fælles interesser som cypersikkerhed.

Her forklarer DR's USA-korrespondent, Lillian Gjerulf Kretz, og DR's Rusland-korrespondent, Matilde Kimer den seneste udvikling:

Frygt for russisk invasion

Der var på forhånd lagt op til, at Ukraine ville være det altoverskyggende emne, da de to ledere mødtes virtuelt i dag.

Rusland menes nemlig at have opmarcheret omkring 100.000 soldater ved grænsen til Ukraine, hvilket har skabt bekymring i både Kiev såvel som Washington om russiske invasionsplaner.

Langt de fleste af de russiske tropper har opholdt sig på halvøen Krim, siden Rusland annekterede den i 2014, men i det seneste halve år er endnu flere kommet til, oplyser Ukraines regering.
Langt de fleste af de russiske tropper har opholdt sig på halvøen Krim, siden Rusland annekterede den i 2014, men i det seneste halve år er endnu flere kommet til, oplyser Ukraines regering.

Det skyldes ikke mindst frygten for en gentagelse af begivenhederne i 2014, hvor Rusland sendte tropper til den ukrainske Krim-halvø. Kort efter annekterede Rusland halvøen, så den - i hvert fald ifølge russerne - er en del af Rusland.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskij, besøgte i går en af de ukrainske udposter i Donetsk-regionen i den østlige del af landet. (Foto: handout © Ritzau Scanpix)

Det fik i sidste uge Nato til at advare Rusland.

- Rusland vil møde alvorlige konsekvenser, hvis de endnu en gang anvender magt mod en uafhængig, suveræn stat - Ukraine, lød det fra Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Fra russisk side har man blankt afvist, at der skulle være planer om at angribe Ukraine. Russerne mener i stedet, at det er Vesten, der er skyld i den tilspidsede situation.

- Vi oplever aggressiv og fjendtlig retorik fra de europæiske hovedstæder og Washington, lød det i går fra Dmitry Peskov, talsperson for den russiske regering.

Efter dagens møde med præsident Putin deltog præsident Biden i et videomøde med USA's vigtigste allierede i Europa i form af Tysklands Angela Merkel, Frankrigs Emmanuel Macron, Storbritanniens Boris Johnson og Italiens Mario Draghi, beretter Ritzau.

Det er gruppen af europæiske lande, som Biden i går konsulterede forud for dagens møde med Putin. Landene har aftalt, at de vil holde tæt kontakt for at koordinere deres reaktion på en eventuel russisk optrapning af situationen ved grænsen til Ukraine.

FacebookTwitter