Biden benåder tusindvis af amerikanere dømt for cannabisbesiddelse

Udmeldingen kommer få uger før, amerikanerne skal til midtvejsvalg.

Hampplanter til det rekreationelle cannabismarked på en hampfarm i Milton, New York. (Foto: © Shannon Stapleton, Ritzau Scanpix)

Engang lød parolen "war on drugs", og amerikanere kunne ende bag tremmer for at have selv en lille klump hash i lommen.

Men nu har piben fået en ganske anden lyd i amerikansk narkopolitik – i hvert fald når det kommer til brugen af cannabis.

Sent torsdag aften lød meldingen fra USA's præsident, Joe Biden, at han nu vil benåde alle de amerikanere, der gennem tiden er blevet dømt for besiddelse af cannabis på føderalt niveau.

- Der er tusindvis af mennesker, der tidligere er blevet dømt for simpel besiddelse, som er blevet nægtet arbejde, bolig eller uddannelsesmuligheder som følge. Min benådning vil fjerne denne byrde, skrev han blandt andet på Twitter.

Påvirker ikke domme i delstaterne

Benådningen vil gælde alle amerikanere, der er blevet dømt for besiddelse og brug af cannabis på føderalt niveau, siden det blev gjort ulovligt i 1970’erne. Det gælder altså ikke dem, som har modtaget en dom på delstats- eller amtsniveau.

Ifølge New York Times er de endelige tal for, hvor mange personer, benådningerne vil berøre, endnu ikke fuldt opgjort. Men de amerikanske myndigheder vurderer, at omkring 6.500 personer blev straffet for forseelsen i perioden fra 1995 til 2021.

Personer, der er dømt for at sælge eller distribuere cannabis, vil ikke blive benådet, og præsidenten går heller ikke så langt som helt at legalisere brugen af cannabis på føderalt niveau.

Han fastslår i stedet, at der fortsat er brug for lovgivning til at bekæmpe blandt andet ulovlig handel og transport af cannabis.

En kunde ankommer for at købe cannabis på Apothecarium i Maple Wood i delstaten New Jersey, den 21. april 2022, da delstaten lovliggjorde rekreationel brug. (Foto: © Eduardo Muñoz, Ritzau Scanpix)

Klassificeret på niveau med heroin

Præsidenten opfordrer samtidig samtlige guvernører i USA til også at benåde alle dem, der er dømt for besiddelse på delstatsniveau, og oplyser, at han vil bede den amerikanske sundhedsminister og statsanklager om at revurdere klassificeringen af cannabis som narkotika.

Lige nu er cannabis nemlig kategoriseret som værende et lige så alvorligt narkotikum som LSD og heroin - og endnu farligere end stoffet fentanyl.

- Det giver ingen mening, lyder det fra Joe Biden, der understreger, at den hårde linje over for de amerikanske cannabisbrugere har ramt skævt i den amerikanske befolkning:

- At sende folk i fængsel for at være i besiddelse af cannabis har vendt op og ned på for mange liv – en opførsel, som i dag er lovlig i mange stater. Og det er inden, man ser på de tydelige racemæssige forskelle, der bliver gjort i retsforfølgelse og domsafsigelse. I dag begynder vi at rette op på disse fejl, siger præsident Biden.

Ifølge en undersøgelse foretaget af borgerrettighedsorganisationen American Civil Liberties Union (ACLU) i 2020 er sorte amerikanere i næsten fire gange så stor risiko for at blive anholdt for besiddelse af cannabis, sammenlignet med hvide amerikanere.

Det på trods af at begge grupper benytter cannabis i stort set samme grad.

I en videoudtalelse udgivet i forbindelse med tiltaget går præsidenten i yderligere detaljer omkring, hvordan lovgivningen har ramt sorte og brune amerikanere særligt hårdt:

Tidligere bannerfører for den hårde linje

Tiltaget sker som det seneste led i en langstrakt kursskifte for Joe Biden, som tidligere i sin politiske karriere har været bannerfører for striks kriminallovgivning, ikke mindst på det narkopolitiske område.

Allerede i valgkampen undskyldte Biden for at have ført an i kampen for et lovforslag i 1994, der ifølge kritikere førte til massefængslinger af særligt sorte amerikanere.

Han har siden haft det som politisk målsætning at indføre lovgivning, der var mere lempelig over for amerikanere, som begår ikke-voldelige overtrædelser af narkolovgivningen.

Kan give boost op til midtvejsvalg

Udmeldingen fra præsidenten kommer få uger før de amerikanske midtvejsvalg, som finder sted i begyndelsen af november, og hvor narkolovgivningen på cannabisområdet formentlig også vil være på dagsordenen.

Meningsmålinger i USA viser i hvert fald ifølge Politico, at omkring to tredjedele af den amerikanske befolkning konsekvent støtter op om en legalisering af cannabis.

Dagens annoncering sker også, efter flere af Senatets mest liberale demokratiske senatorer i et brev opfordrede præsidenten til at give den føderale tilgang til cannabis et grundigt eftersyn.

Derfor ventes udmeldingen også at give Demokraterne et boost frem mod det kommende valg, særligt blandt unge vælgere, liberale og minoritetsgrupper, skriver New York Times.

En mand ryger en joint i sit hjem i New York den 21. april 2022, efter daværende guvernør Andrew Cuomo underskrev en ny lov, der gjorde den rekreationelle brug af cannabis lovlig i delstaten New York. (Foto: © Shannon Stapleton, Ritzau Scanpix)

En dråbe i havet

Beslutningen har ikke overraskende vakt kritik hos Bidens politiske modstandere, blandt andet den republikanske senator i Arkansas, Tom Cotton, som kalder udspillet for "et desperat forsøg på at distrahere fra Bidens fejlslåede lederskab".

- Midt i en kriminalitetsbølge og på randen af en økonomisk recession giver Joe Biden storstilede benådninger til narkotikaforbrydere, siger han blandt andet.

Udi Ofer, som er professor ved Princeton Universitet og tidligere nationaldirektør i borgerrettighedsorganisationen ACLU, kalder derimod tiltaget for "et godt skridt".

Han fastslår dog også, at langt størstedelen af dommene for besiddelse af cannabis bliver afsagt på delstatsniveau i de stater, hvor cannabis stadig er ulovligt - og altså ikke på føderalt niveau:

- Dette er et vigtigt politisk budskab, det er et vigtigt værdibudskab, det er fremskridt, men det er blot en dråbe i et stort hav af uretfærdighed, siger han til New York Times.