Biden efter topmøde med Putin: 'Jeg har opnået det, jeg kom for'

De to præsidenter har fået følt hinanden på tænderne, og det er vigtigt, vurderer Steffen Gram.

- Jeg har opnået det, jeg kom for.

Sådan lyder meldingen her til aften fra den amerikanske præsident, Joe Biden.

Ordene faldt på et pressemøde i den schweiziske by Geneve, hvor den amerikanske præsident i dag har holdt topmøde med den russiske præsident, Vladimir Putin.

Her pegede præsident Biden specifikt på, at han blandt andet havde fået identificeret, hvilke områder de to stormagter kan samarbejde om og fået gjort det klart over for Putin, at USA vil svare igen på handlinger, "der skader vores eller vores allieredes vitale interesser".

Men mødets tone var positiv, lyder det fra Biden.

- Jeg sagde til præsident Putin, at min dagsorden ikke er imod Rusland. Den er for det amerikanske folk.

På et pressemøde efter topmødet kaldte præsident Putin sin amerikanske modpart for "en meget konstruktiv og erfaren partner" og sagde, at han så "et glimt af håb"i forhold til et forhold mellem de to lande, der beror på gensidig tillid. Men samtidig sagde han, at det var svært at sige, om forholdet til USA ville blive forbedret, beretter BBC.

Fra Biden lyder udmeldingen også, at han har tegnet streger i sandet, hvad angår cyberangreb. Her har amerikanerne udpeget 16 specifikke områder, som man ser som kritisk infrastruktur, og de skal ses som "forbudt område" i forhold til cyberangreb.

Det er Rusland principielt gået med til, siger Biden. Men "principielt er en ting, det skal bakkes op i praksis", lyder det fra den amerikanske præsident.

Lave forventninger til topmøde

Mens omgivelserne omkring Villa La Grange i Geneve uden tvivl har været elegante, har tingene forholdt sig mere ydmygt, hvad angår forventningerne til dagens topmøde.

Den seneste tid har der nemlig tegnet sig et billede af store uenigheder mellem de to præsidenter vedrørende emner som Ukraine, cyberangreb, indblanding i valg og behandlingen af russiske oppositionsfolk.

De to præsidenter blev budt velkommen til "fredens by" af Schweiz' præsident Guy Parmelin. "Jeg ønsker jer begge frugtbar dialog i jeres landes og verdens interesser", lød ordene fra Parmelin ifølge New York Times. (Foto: Denis Balibouse © Ritzau Scanpix)

Allerede i weekenden kridtede præsident Putin banen op ved at sige, at forholdet mellem de to lande var på sit laveste i flere år.

Samtidig er Biden den første amerikanske præsident i flere årtier, der ikke har annonceret en plan om en markant forbedring af landenes relation - i stedet har han udtrykt et mere ydmygt ønske om "et stabilt og forudsigeligt forhold" med Rusland.

- Jeg er ikke sikker på, at der bliver enighed om nogen aftaler, lød det ligeledes forleden fra Putins udenrigspolitiske rådgiver, Yuri Ushakov.

Men efter dagens omkring tre timer lange møde kunne den russiske præsident blandt andet fortælle, at USA og Rusland var blevet enige om at lade hinandens diplomater vende tilbage til ambassaderne i Moskva og Washington D.C.

Det sker, efter USA i april udviste 10 russiske diplomater efter beskyldninger om forsøg på valgindblanding og hackerangreb. Dagen efter svarede Rusland igen ved blandt andet at udvise 10 amerikanske diplomater.

Positive tegn og modangreb

Dagens topmøde er gået ret godt forstået på den måde, at de to parter ikke er gået fra hinanden i vrede, siger Steffen Gram.

- De kom uden de store forventninger til store beslutninger, og alligevel er der taget nogle beslutninger.

Det gælder blandt andet beslutningen om at lade diplomaterne vende tilbage til deres poster. Og så har Joe Biden slået fast, at de to lande har nedsat et udvalg, der skal starte en dialog om, hvordan der kan sikres strategisk sikkerhed og stabilitet mellem de to lande.

- Det er to meget centrale spørgsmål, siger Steffen Gram.

- Det er, hvad Biden taler om, når han siger, at han opnåede det, han kom for. Det er at lægge et grundlag for stabilitet og forudsigelighed. Og det handler simpelthen om at tale med hinanden igen, siger den internationale korrespondent.

Han peger på, at der lå en stor opgave foran Biden-administrationen, da den er mindre end et halvt år gammel og skal forsøge at gøre op med en lang række politikker fra Trump-administrationen.

- Man havde været naiv, hvis man havde forventet mere, siger Steffen Gram, der understreger betydningen af dagens topmøde.

- De har fået følt hinanden på tænderne, og det er vigtigt.

USA og Rusland er blevet enige om, at der skal gøres noget ved cyberangreb, lyder det her til aften fra præsident Putin. USA har beskyldt Rusland for at stå bag cyberangreb på USA, men de fleste af verdens cyberangreb kommer fra USA, siger Putin. (Foto: MIKHAIL METZEL / SPUTNIK / KREML © Ritzau Scanpix)

Det mest bemærkelsesværdige og konkrete, der blev præsenteret under præsident Putins pressemøde her til aften, var nyheden om de tilbagevendende diplomater, lyder vurderingen fra DR's Rusland-korrespondent, Matilde Kimer.

Hun peger på, at den russiske præsident leverede flere modangreb ved det timelange pressemøde.

- Hver evig eneste gang der kom et kritisk spørgsmål til ham, så handlede det om at pege en finger tilbage og sige 'hvad med jer selv?', siger Matilde Kimer.

Hun peger samtidig på, at den russiske delegation gjorde det klart, at man ikke ville tale om den fængslede oppositionspolitiker Aleksej Navalnyj, og at man betragter det som "et indenrigsanliggende".

- Jeg tror, at man skal se dette pressemøde som et ret klart signal om, at det ikke er sådan, at Putin vender tilbage med en anden slags politik efter dette møde. Han har stadig den fuldstændig samme overbevisning om, at USA gerne vil svække dem og i øvrigt ikke skal blande sig i, hvordan Rusland leder deres land.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk