Biden tordner mod Trump på etårsdagen for kongresangrebet: 'Hans sårede ego betyder mere for ham end vores demokrati'

Stormen på Kongressen blev sammenlignet med angrebene på Pearl Harbor og World Trade Center, da den amerikanske præsident og vicepræsident i eftermiddags afholdt pressemøde.

Joe Biden og Kamala Harris holdt tale om Stormen på Kongressen på Capitol Hill i Washington, som skete for præcist et år siden i dag. (Foto: DREW ANGERER © Ritzau Scanpix)

- Her er sandheden: En tidligere amerikansk præsident, har skabt og spredt et net af løgne om valget i 2020. Det har han gjort, fordi han vægter magt over princip. Fordi han ser sine egne interesser som vigtigere end USA's.

Sådan lød det fra den amerikanske præsident, Joe Biden, da han i eftermiddags dansk tid holdt pressemødeårsdagen for Stormen på Kongressen den 6. januar 2021.

Biden lagde ikke fingre imellem i talen, hvor han i store dele skældte mod ekspræsident Trump og hans falske påstande om, at Bidens sejr byggede på valgsvindel.

Den samme overbevisning, som fik utallige Trump-støtter til at storme Kongressen sidste år.

- Han opbyggede sin løgn over måneder. Den var ikke baseret på fakta, han ledte bare efter et påskud for at dække over sandheden. Han er ikke bare en tidligere præsident, han er en besejret tidligere præsident, sagde Biden om Trumps påstande.

Efter pressemødet i dag reagerede Trump på Bidens ord, som han kaldte et "politisk teater" og "ødelæggende for nationen".

- Biden brugte mit navn til at splitte USA endnu mere. Det her er bare en distraktion fra det faktum, at Biden fejlede fuldstændigt og totalt, skrev Trump i meddelelsen, ifølge BBC.

I talen nævnte Biden ikke Trump direkte ved navn, men sagde i stedet "en tidligere præsident".

Trump rettede også en del af sin kritik mod mediernes dækning af kongresstormen:

- De medskyldige medier kalder det bare den store løgn, når den store løgn i virkeligheden var selve valget, lød det også fra ekspræsidenten.

"Hans sårede ego betyder mere for ham end vores demokrati og grundlov" tordner Biden mod Trump i denne del af talen:

Sammenlignet med Pearl Harbor og 9/11

Før præsidentens tale i dag, talte også vicepræsident Kamala Harris om angrebet sidste år.

Hun startede sin tale med at sammenligne stormen på Kongressen med angrebet på Pearl Harbor den 7. december 1941 og på World Trade Center den 11. september 2001.

Hvordan det lød, kan du høre her:

Harris lagde i sin tale også stor vægt på, hvordan angrebet på Kongressen bør være en påmindelse om at værne om demokratiet.

- Den 6. januar så vi, hvordan vores nation ville se ud, hvis de kræfter, der forsøger at skille vores demokrati ad, får succes, lød det fra vicepræsidenten.

Hun talte også om, hvor skrøbeligt, demokratiet kan være.

- Den vold, der fandt sted her. Det faktum, at vi kom så tæt på, at et valg blev omstødt. Det viser, hvor skrøbeligt, vores demokrati er, sagde Harris.

Hvad skete der, da kongresbygningen blev stormet for et år siden? Få en kort opsummering her:

Trump opfordrede til at 'kæmpe som ind i helvede'

Skruer vi tiden tilbage til dagen for angrebet sidste år, så er en særlig Trump-tale vigtig i spørgsmålet om, hvor meget indflydelse ekspræsidenten egentlig havde på stormen på Kongressen.

Den tale blev holdt ved et massemøde, der gik under navnet "Stop the Steal rally", som på dansk kan oversættes til "Stop tyveriet-arrangementet".

Her fremlagde Trump også påstanden om, at der var svindlet med valgresultatet, og at sejren var blevet stjålet fra ham. Han sluttede talen af med at opmuntre de fremmødte til at "fight like hell".

- Og vi kæmper. Vi kæmper som ind i helvede. Og hvis du ikke kæmper som ind i helvede, har du ikke længere et land, lød det fra den daværende præsident Trump til støtterne.

Herefter opfordrede han dem til at gå ned ad Pennsylvania Avenue i Washington D.C. til kongresbygningen.

Trump afholdte en tale på dagen for angrebet, hvor han blandt andet påstod, at Biden havde tabt valget, og opfordrede de fremmødte til at "fight like hell" og sammen gå mod Kongresbygningen efter talen. (Foto: Jim Bourg © Ritzau Scanpix)

Trump selv gik dog ikke med sine støtter til Kongressen. I stedet skulle han angiveligt have befundet sig i spisestuen i Det Hvide Hus, hvor han fulgte angrebet på tv.

Her skulle han have modtaget opkald fra paniske republikanske politikere, som bad ham forsøge at stoppe angrebet fra sine vrede støtter.

Hans søn, Donald Trump Junior, skulle også havde skrevet en besked til sin fars stabschef, Mark Meadows, som lød:

- Han må lede nu. Det er gået for langt, det er ude af kontrol.

Efter flere timers stilhed under angrebet sendte Trump en video ud på Twitter, hvor han holdt fast i, at han havde vundet valget - men samtidig opfordrede demonstranterne til at gå hjem.

Gense den del af Trumps Twitter-video fra 6. januar 2021 her:

I dag skulle Trump skulle også selv have afholdt et pressemøde på etårsdagen for Stormen på Capitol.

Det pressemøde aflyste han i går. Hans begrundelse var, at han mener, kongresudvalget har udvist "total partiskhed" i sagen.

FacebookTwitter