20 er indtil videre dræbt og 22 såret, efter at en bilbombe torsdag eksploderede i Benghazi i Libyen. Det skriver Reuters.
Bilbomben havde til formål at ramme specialstyrker fra Libyens Nationale Hær.
Ifølge Reuters har Benghazis revolutionære Shura-råd været ude og påtage sig skylden for bilbomben. Det er kommet frem, efter at oprørsgruppen tidligere i dag lagde en erklæring ud på nettet.
Libyen har siden diktatoren Muammar Gaddafis fald i 2011 været præget af politisk kaos og en borgerkrig, hvor to regeringer og et utal af forskellige oprørsgrupper og terrorbevægelser kæmper om magten i landet.
Vesten, herunder USA, er desuden indblandet i konflikten i Libyen. Senest i går udførte USA og den libyske samlingsregering en række koordinerede luftangreb i havnebyen Sirte for at ramme en øvrig spiller i Libyen, terrororganisationen Islamisk Stat, der lige nu har taget kontrol med havnebyen.