Bildsøes Brexit: 29 dage tilbage – og ingen ved, hvad der kommer til at ske

Tre faktorer kommer til at være afgørende den kommende tid, forklarer DR Nyheders korrespondent i Storbritannien.

Uret tikker, og brexit nærmer sig. Men hvad det ender med, vides endnu ikke.

Der er 29 dage til, at Storbritannien efter planen forlader EU.

Vi har i de seneste dage slået den ene historiske varmerekord efter den anden. Ja, blomsterne er begyndt at springe ud på terrasserne og i haverne i London, og de raske britiske unge mænd har iført sig shorts og forsøgt at tømme pubberne for øl.

Det var også ugen, hvor jeg kom til at grine i P1 Morgen.

Jeg blev – meget rimeligt – spurgt om, hvad der kommer til at ske nu, og jeg kom til at grine, fordi jeg – selv om jeg bruger de fleste af døgnets timer med at læse og tale om Brexit – reelt ikke aner det.

Ligesom alle andre i det her land, spektakulært nok heller ikke premierminister Theresa May.

Oppositionen vil have folkeafstemning

Der er dog sket noget i den forgangne uge, som gør tingene lidt klarere, og som man kan bruge som pejlemærker for den kommende tid.

Vi ved, at senest den 12. marts vil May og regeringen fremlægge en ny endelig skilsmisseaftale mellem Storbritannien og EU, som parlamentet så skal stemme om.

Vi ved nu også, at det ledende oppositionsparti Labour den samme dag vil fremlægge et forslag om, at der skal laves en ny folkeafstemning. En del detaljer om planen er stadig usikre (det er jo brexit, vi har med at gøre!), men alt tyder på, at befolkningen vil blive bedt om at tage stilling til, hvorvidt man ønsker regeringens aftale om skilsmissen – eller om at man ønsker at forblive i EU.

Det har taget Labour og ikke mindst lederen Jeremy Corbyn mange måneder at nå hertil. Meningsmålinger har løbende vist, at cirka 75 procent af Labours medlemmer ønsker en ny folkeafstemning. Men det er som bekendt ikke kun partimedlemmer, der stemmer, når der er valg – og det har man i Labours ledelse hvisket igen og igen i løbet af de seneste måneder.

Men nu er det helt klart: Sagen har virkelig fået momentum, som det hedder i den politiske verden, og det betyder, at samtlige oppositionspartier nu støtter en ny folkeafstemning.

Vil konservative skifte side?

Derfor vil en afstemning i parlamentet blive uhyre tæt – hvis det altså ikke var for cirka 30 medlemmer af Labour, som allerede nu har sagt, at de vil gå imod partiledelsen og stemme imod en folkeafstemning. En af dem, parlamentsmedlem Lisa Dandy, sagde i går til tv-stationen ITV:

- Mange i min valgkreds er nu så trætte af det her, at de hellere vil stemme for at forlade EU uden en aftale. Vi skal lytte til de her mennesker. At undlade at lytte og at lukke ører og øjne for deres bekymringer er det, der fik os hertil i første omgang.

Så hvis der skal skabes flertal for en ny folkeafstemning, så skal der fiskes stemmer et andet sted fra. Så det, man i løbet af de næste 12 dage for alvor skal holde øje med, er, om der er nok konservative i parlamentet, som indikerer, at de vil stemme med Labour.

Vi ved, at der er en del, der ønsker at forblive i EU. Men om de ligefrem vil stemme imod regeringen og støtte Labours forslag er uvist. Lige nu er der ikke meget, der peger i den retning, men mærkeligere ting er sket i den her brexithistorie.

Pest eller kolera for brexit-tilhængere

Det andet, man skal holde øje med, er, om talen om en ny folkeafstemning får nogle af de mere kontante brexittilhængere hos de konservative til alligevel at støtte Theresa Mays skilsmisseaftale.

Ikke mindst HVIS der er konservative, som indikerer, at de overvejer at stemme med Labour.

Det er præcist det, regeringen og May satser på. May forhandler lige nu med EU om ændringer i aftalen, der jo blev stemt ned med et brag, da den blev fremlagt for parlamentet sidste gang den 15. januar.

Ingen tror for alvor på, at aftalen ændres fundamentalt, men spørgsmålet er altså om presset for en ny folkeafstemning og udsigten til måske helt at gå glip af brexit, får nok konservative kritikere til at sige ”nåja, det her er ikke ideelt, men med forbedringerne (uanset hvor ubetydelige de måtte være), så er det alligevel til at leve med.”

Nordirere er den sidste brik

I den forbindelse er det helt afgørende, hvad det lille nordirske parti, DUP, når frem til. De har været åbenlyst utilfredse med May, og regeringens aftale har de tidligere betegnet som både en skændsel og forræderisk.

Men de har været ganske tavse igennem de seneste uger, og det har givet May arbejdsro, som de selv formulerer det.

Men hvis de ender med at stå skulder ved skulder med Theresa May, så vil det givetvis være ganske afgørende. Det vil overbevise mange konservative om, at når DUP kan – ja, så kan jeg også.

Så når jeg næste gang bliver spurgt, hvad der kommer til at ske, så kan jeg forhåbentlig nøjes med at smile for mig selv og sige, at i hvert fald frem til den 12. marts er tre ting afgørende: Hvor mange Labour medlemmer trodser ledelsen og undlader at stemme for en ny folkeafstemning, hvor mange konservative vil stemme med Labour – og hvad siger DUP?

Lidt rodet vil mange nok mene. Og som min nabo sagde med velkendt britisk sarkasme, da vi forleden mødtes i forårssolen:

- Det er jo også bare landets fremtid og ve og vel, der er på spil.

Som at følge en krimiserie

Jeg behøver næppe bekræfte, at meget er på spil. For briterne og for resten af EU, inklusive os danskere. Og mens jeg skriver nu, sidder jeg og tænker, at det er lidt som at følge en krimiserie, hvor man næsten ikke kan forestille sig, hvad forfatterne nu har fundet på. Næste store afsnit kan følges 12. marts.

Og bare til slut: Vi fik endnu engang bevist, at man har et standpunkt, indtil man ikke har det længere.

108 gange har premierminister Theresa May i parlamentet sagt, at man VIL forlade EU den 29. marts klokken 23.00 lokal tid.

I den forgange uge meddelte hun så, at hvis regeringen ikke kan få flertal for sin aftale, så vil parlamentet kunne stemme om en udsættelse.

Hun var blevet banket på plads af sin egen regering – altså den regering, hun er chef for!

Facebook
Twitter