Bildsøes brexit: Efter to års indædt kamp skal Corbyn nu redde May

Oppositionsleder Corbyn er inviteret indenfor, men det helt store spørgsmål er nu, om han tør tage ansvar for brexit.

May er parat til at lytte til Labour og Jeremy Corbyn.

Det er ikke meget, jeg ser til kæresten for tiden.

Vi laver stort set det samme. Og vi skilles ekstremt tidligt om morgenen og går i gang med møder, briefinger, snak med kilder, følger forhandlinger og afstemninger i Westminster, sender og skriver - og mødes så igen, som regel efter kl. 23, når dagens brexit-drama er overstået.

Når vi mødes sent om aftenen, er det første, vi gør, ofte at grine lettere opgivende. For hver eneste dag tænker man mange gange undervejs, at det hele er vildt, uvirkeligt og grænsende til det vanvittige.

Ord føles mangelfulde til at beskrive de følelser, man som observatør gennemlever undervejs - et grin er befriende og rart efter en lang dag i brexit-land.

Det handler ikke på nogen måde om at være for eller imod EU. Eller om man er for eller imod processen.

Min opgave er at beskrive situationen fra alle sider, og det gøres heldigvis lettere af, at man i rigt mål finder absurditeter, selvmodsigelser og mangel på logik hos både tilhængere og modstandere af brexit. Og hos både regering og opposition.

May ændrede fuldkommen strategi tirsdag aften

Vi beskæftiger os naturligvis meget med landets konservative premierminister. Theresa May er hovedarkitekten bag den situation, Storbritannien nu befinder sig i, og hendes ledelse har været præget af en række bemærkelsesværdige beslutninger, som ikke har medført noget som helst.

Hun har mistet kontrollen med regeringen, hun har måttet love at gå af, og det er faktisk svært, selv uden for citat, at finde en parlamentariker, der vil sige noget pænt om landets politiske leder.

Men da Theresa May tirsdag aften fuldkommen ændrede strategi og opfordrede til samarbejde mellem oppositionen og hende selv - i sig selv bemærkelsesværdigt og et fjoget grin værdigt - fik hun samtidig rettet søgelyset et andet sted hen. Nemlig mod Labours leder, Jeremy Corbyn.

Pludselig bliver brexit også Jeremy Corbyns ansvar

Labour har aldrig haft en sammenhængende brexit-strategi. Man har sagt, at partiet vil sikre arbejdspladser og en stærk økonomi, at man er tilhænger af at fastholde arbejdstager-rettigheder og standarder på f.eks. fødevarer.

Det skal blandt andet ske ved at være medlem af en slags toldunion, hvor briterne dog selv har frihed til at lave handelsaftaler med andre lande. Det står vist rimeligt klart, at en sådan toldunion ikke findes, i hvert fald ikke hvis den skal forhandles med EU.

Så der er meget tom snak i oppositionens tanker om brexit. Men Labour har heller ikke haft ansvaret for forhandlingerne, og derfor har de mere eller mindre kunne sige hvad som helst.

Brexit var regeringens og de konservatives projekt, og det passede vist Jeremy Corbyn ganske fint, at han ikke havde ansvaret for opgaven.

Nu er Corbyn imidlertid inviteret indenfor. Theresa May har sagt, at hun er parat til at gå på kompromis med sine krav, og at hun vil lytte til Labour.

Det store spørgsmål er, om Corbyn og Labour nu tør tage ansvar. Pludselig bliver brexit også Jeremy Corbyns ansvar.

Har svinet hinanden til i to år

Med et skal han stå på mål for den aftale, der eventuelt laves - og skal kunne forsvare den fremover. Det gælder ikke mindst overfor de mange Labour-vælgere, som bare synes, at partiet skal kæmpe for en ny folkeafstemning. Han skal ovenikøbet være med til at redde Theresa May og hendes møgbunke, som en kommentator poetisk udtrykte det.

De to politikere har i de seneste to år ikke lavet andet end at svine hinanden til, og det vil unægtelig være bemærkelsesværdigt pludselig at se dem side ved side i forsøget på at vise national enighed.

Jeg kan ikke finde en dansk pendant, men det vil være som at se Donald Trump og Hillary Clinton arm i arm forklare den amerikanske befolkning, at nu skal man lægge uenighederne væk og stå sammen. Svært at forestille sig.

Målet er at få magten

Corbyn kan tabe stort. Men han kan også vinde.

Tager han ansvar, kan han muligvis fremstå som en troværdig leder i en tvivlende befolknings øjne. Og måske mere vigtigt: ved at tvinge Theresa May til at fravælge de mest brexit-ivrige medlemmer af hendes regering og parti, kan det konservative parti kaste sig ud i en kæmpe intern og splittende magtkamp.

Så når Corbyn og hans nærmeste medarbejdere de næste dage skal træffe de helt afgørende valg, så er det måske risikoen værd at lave en aftale med premierministeren.

For mens Theresa May om kort tid er færdig som top-politiker og lige nu er mest optaget af at sikre sit eget eftermæle som hende, der faktisk leverede brexit, så har Jeremy Corbyn øjnene stift rettet mod et sted: 10 Downing Street.

Magt er målet. Udfordringen for ham er imidlertid, at hvis det går galt, hvis han ikke lykkes med at splitte de konservative, men derimod splitter Labour, så er Downing Street pludselig meget langt væk.

Kedeligt er det absolut ikke. Det er unægtelig dramatisk at følge et af verdens ældste landes kamp om fremtiden. Og nu har Corbyn pludselig fået en central rolle, men det er langt fra sikkert at der fører til noget.

Og jeg understreger lige: Der er godt en uge tilbage til den 12. april. Hvilken vej Corbyn og Labour vælger vil blive nøje evalueret i de kommende dages sene aftentimer. Der vil givetvis også blive grinet opgivende.

Facebook
Twitter