Bildsøes Brexit: Klorkyllinger, knivdrab og kloge mænd

Premierminister Theresa May er klar til at servere sit hoved på et sølvfad for sine modstandere, forklarer DR Nyheders korrespondent i Storbritannien.

Senest den 12. marts skal den britiske premierminister, Theresa May, forsøge at få stemt sin skilsmisseaftale med EU igennem. (Foto: Simone Cecilie Møller © dr)

Baggrunden er dybt tragisk, men det seneste døgn har man næsten kunne høre avisredaktionernes lettelse.

To knivdrab på unge i henholdsvis London og Manchester i weekenden ryddede forsiderne. I et døgn eller to har briterne diskuteret andet end brexit.

Et par døgn uden irske grænseproblemer og toldunion har givetvis været rart for alle, men det forsvinder problemerne jo ikke af. Og nu begynder vi at tælle ned.

Om en uge, den 12. marts, går det amok.

Senest den dag - og alt tyder på at det bliver netop den 12. - skal Theresa May forsøge at få sin skilsmisseplan igennem parlamentet. Det er den reviderede udgave af den plan, der fuldkommen blev afvist, da hun i januar første gang sendte den til afstemning.

Hvis det igen mislykkes, skal parlamentet den 13. marts stemme om, hvorvidt der er flertal for at nægte at forlade EU uden en aftale: I bekræftende fald skal parlamentet - dagen efter - den 14. marts stemme om, hvorvidt man vil udskyde brexit.

Tre afstemninger på tre dage – alle afgørende for fremtiden.

I tre dage kommer jeg praktisk talt til at bo i parlamentet, og bortset fra arbejdsmængden, så bliver det dramatisk, spændende og uhyre vigtigt.

Det bliver tæt, og om det lykkes May og regeringen at få planen gennem parlamentet, er umuligt at afgøre.

De otte vise mænd

Der forhandles i Bruxelles i de her dage. Regeringens plan er at kunne fremlægge noget for parlamentarikerne, som skal overbevise dem om, at det såkaldte ”back-stop” - den garanti der skal sikre mod en hård grænse mellem Nordirland og Irland - ikke permanent vil knytte briterne til EU.

Det er virkelig en rød klud for en masse af de mest entusiastiske brexit-tilhængere: Fornemmelsen af at EU stadig vil have alt for meget kontrol over, hvordan den britiske fremtid ser ud.

De ivrigste ”brexiters” har sammensat en lille gruppe af otte tilsyneladende kyndige personer, som på deres vegne skal vurdere det, May får med hjem fra Bruxelles. For det er kompliceret stof.

Gruppen, der af sine støtter har fået det smigrende og noget teatralske navn, ”The magnificent eight”, skal simpelthen trevle papirerne igennem og komme med en anbefaling til de øvrige brexit-ivrige.

Disse glorværdige otte mænd - ja, det er alle mænd - vil få en utrolig rolle at spille. Det begynder at ligne noget for Theresa May, hvis de siger de god for aftalen.

Som en ekstra luns til dem, der gerne vil have hende ud ad døren, har den ramponerede May ladet sive til sine ministre, at hun kan forlade Downing Street til november.

Det er unægteligt opsigtsvækkende, at en politisk leder prøver at lokke partifæller til at stemme for sin politik ved at love dem, at hun nok skal smutte, hvis de giver hende opbakning nu. Men det er der, britisk politik befinder sig.

Det er så tvivlsomt om det lykkes May og regeringen at få noget håndfast med hjem fra Bruxelles.

Noget får de naturligvis: Bruxelles vil også meget gerne undgå endnu et nederlag til premierministeren i parlamentet, men det bliver næppe så substantielt, som nogen ønsker sig.

Det vil kræve en masse fine ord og givetvis også en masse trusler, hvis regeringen skal have kritikerne ombord: At hvis man siger nej, så er selve brexit-beslutningen i fare. Ja, som sagt, en interessant uge venter.

Upassende lønstigning og klorkyllinger

De britiske politikere har ikke rigtigt fremstået som hverken kompetente eller resultatsøgende i forhandlingerne om brexit.

Det har faktisk været overordentlig tåbeligt håndteret, og kritikken af politikernes manglende evner er måske det eneste, der har samlet befolkningen, eksperter og erhversliv.

Derfor er mange ganske forundrede over, at politikerne nu står til at få en lønforhøjelse på 2,7 procent - et godt stykke over inflationen. "En belønning for hvad?", som der stod på forsiden af en avis.

Da man samtidig kun har tildelt alle de politiske medarbejdere en lønstigning på mellem 1 og 1,5 procent - altså for de flestes vedkommende det halve af hvad politikerne synes, de selv fortjener - så har det ikke skortet på mindre pæne udtalelser (anonymt naturligvis) om medarbejdernes frustration, over at arbejde for dem de omtaler som ”snotdumme” politikere.

I den forløbne uge har klorvaskede kyllinger også fået et par overskrifter med på vejen:

Muligheden for at briterne efter brexit kan lave egne handelsaftaler, er en af de mest afgørende betingelser for brexit-tilhængernes tro på fremtidig økonomisk vækst.

Det har lydt, at briterne fremover for alvor kan rejse ud i verden, og genopstå som den globale handelsnation Storbritannien var engang.

Modargumentet, at det vil føre til løn-dumpning og fx dårligere fødevaresikkerhed, er blevet skudt ned som skræmmekampagner.

Derfor var det ikke en del af planen, hvad den amerikanske ambassadør i London i den forgangne uge gjorde helt klart: Hvis USA og Storbritannien fremover skal lave en ny handelsaftale, så vil amerikanerne gøre op med, hvad de betegner som "EU’s regler om at fastholde fødevareproduktion som et landbrugsmuseum".

Det betyder, at amerikanerne vil have adgang til de britiske kølediske med både klor-vaskede kyllinger og hormonbehandlede varer - især hormonbehandlet kød. Varer, der i dag ikke er tilladt i EU.

Hmm, lød det fra regeringen.

- Jeg kan godt li' klorkyllinger, lød det fra en ivrig brexit-tilhænger.

Befolkningen står atter engang lidt forvirret tilbage – med masser af spørgsmål, der ikke umiddelbart er svar på.

Om kyllinger må vaskes i klor eller ej - det er måske ikke den største problem, men det fortæller om omfanget af omvæltninger, det britiske samfund står overfor. Uanset om man er for eller imod at forlade EU.

Politisk selvmål

Lad os så lige vende tilbage til knivene og drabene. For her har den i forvejen så ramponerede May formået at lave noget af et politisk selvmål.

Under den konservative regering er ca. 22.000 politifolk forsvundet fra gaderne i Storbritannien. Det har der gennem længere tid været en stor diskussion af konsekvenserne af.

Efter weekendens drab var premierministeren ude at sige, at antallet af politifolk intet havde med den voksende knivkriminalitet at gøre.

Uanset om det er rigtigt eller ej, så er det måske ikke lige det, en oprørt vælgerskare vil høre.

Især ikke, når samtlige landets politichefer svarer:

- Vrøvl. Selvfølgelig har det betydning. Ellers var der jo ingen grund til at have politifolk på gaden overhovedet!.

Ingen tvivl om, at der blandt Mays støtter blev rystet på hovedet og mumlet,”hvor politisk tonedøv kan man egentlig være”.

Facebook
Twitter