Bildsøes Brexit: 'Vi er der ikke endnu, men nu er der en reel mulighed for en aftale'

Et sammensurium af en brexit-aftale i 11. time kan helt ændre de næste dages forløb.

Det er 11. time for den britiske premierminister Theresa May og brexit-forhandlingerne. (© HOC/JESSICA TAYLOR)

Sikke en mandag.

Den begyndte med, at alt så sort ud for Theresa May og hendes aftale med EU.

Britiske ministre var på radio og tv og sige, at det hele så bekymrende ud, og de erkendte, at May nok ville tabe tirsdagens store afstemning.

Og imens parlamentet og oppositionsleder Jeremy Corbyn ville have svar og hamrede løs på en stakkels junior-minister, en slags 2. minister i det britiske system, så var May selv, iført en bemærkelsesværdig hat, til fejring af årsdagen for det britiskledede Commonwealth.

Det hele forekom en anelse surrealistisk.

Ikke mindst efter en uge, hvor man igen og igen har diskuteret, om Theresa May og regeringen vil overleve ugen ud.

Et sammensurium af en aftale

Pludselig gik det så stærkt.

May rejste til Strasbourg og mødtes med Jean-Claude Juncker, og de offentliggjorde så et sammensurium af en aftale, som fuldkommen kan ændre de næste dage.

Hvis de britiske parlamentarikere - i særdeleshed de EU-kritiske medlemmer af det konservative parti - finder aftalen god nok til, at de kan stemme for den, så har vi en skilsmisseaftale.

Næsten utroligt – og vi er der jo altså heller ikke endnu, men nu er der en reel mulighed for en aftale.

Så hvis man sidder hjemme i sofaen og slet ikke kan vente på afstemningsresultatet i aften, så skal man især holde ører og øjne åbne efter udmeldinger fra de kritiske konservative og ikke mindst lytte til de 10 medlemmer fra det lille nordirske støtteparti, DUP.

Hvis de rimeligt kontante og nationalbevidste DUP-folk (deres største mission er som bekendt at bevare Nordirland som en del af den britiske union) synes, at aftalen er god nok, så vil konservative, der stadig mener, at det irske problem gør aftalen ubrugelig, forekomme ”mere katolske end paven” for nu at citere en engelsk ekspert på området.

Ingen ved med sikkerhed, om aftalen er god nok, og om den kommer igennem parlamentet.

Medlemmerne har fået mindre end 24 timer til at afgøre, om det skal være fundamentet for afslutningen på mere end 40 års EU-medlemskab.

Uanset hvad, er brexit ikke overstået

Og jeg tror faktisk, mange af medlemmerne først beslutter sig meget sent i aften.

Det er kompliceret stof, og derfor har de mest EU-kritiske konservative (og DUP) lavet en særlig gruppe af otte vise mænd med juridisk kendskab, der skal gennemgå aftalen og komme med en anbefaling.

May og hendes folk vil bønfalde dem om at støtte regeringen.

Oppositionen slagtede allerede aftalen i aftes, men det er heller ikke dem, der skal stemme den igennem.

Da jeg til formiddag i går gik en tur, mødte jeg en ældre mand, der sagde, at han ikke kunne vente på, at det der brexit-mareridt var overstået.

Jeg må imidlertid skuffe ham.

Det her er den nemme del - altså det skulle være den nemme del, nemlig at lave en aftale om skilsmissen.

Herefter kommer det virkelig vanskelige, nemlig at lave en aftale om det fremtidige forhold, blandt andet en handelsaftale. Så uanset hvad der sker i aften, så er brexit ikke overstået. Så langt fra.

Det bliver spændende og kommer til at betyde noget for hele Europa.

Ikke bare briterne vil i mange år være præget af det, der sker nu. Det samme vil gælde os andre.

Fra kl. 19.55 kan du se afstemningen om skilsmisseaftalen i det britiske underhus her på DR.dk. Vært Maria Yde guider igennem aftenen og Kim Bildsøe følger slaget på tætteste hold.

Facebook
Twitter