Bill Cosby dømt for sex-overgreb: Få svar på 7 centrale spørgsmål i sagen her

Bill Cosby er kendt skyldig i at bedøve og voldtage en kvinde tilbage i 2004. Få overblik over sagen her.

Bill Cosby blev verdenskendt op gennem 80'erne og 90'erne for sin hovedrolle i seriehittet "The Cosby Show". Torsdag blev han dømt for sexovergreb. (Foto: Brendan MCDermid © Scanpix)

En af USA's største stjerner - skuespiller og entertainer Bill Cosby - blev torsdag aften dansk tid kendt skyldig i at have forgrebet sig seksuelt på en bedøvet kvinden Andrea Constand for godt 14 år siden.

Bag hende står en lang række krænkede kvinder, der tegner billedet af Bill Cosby som en systematisk voldtægtsmand.

Cosbys straf er endnu ikke udmålt, men han risikerer op til ti års fængsel – og en ubarmhjertig hård landing fra den piedestal, han i flere årtier har befundet sig på.

Men hvordan kan det gå til, at en af verdens mest folkekære skuespillere i over 50 år angiveligt har forgrebet sig på et halvhundrede kvinder? Og hvad sker der nu? DR forsøger at give svar.

Hvad er Cosby kendt skyldig for?

80-årige Bill Cosby er kendt skyldig for tilbage i 2004 at have bedøvet Andrea Constand og efterfølgende voldtaget hende. Det skete under et besøg i Cosbys hjem i Philadelphia, da Constand var 30 og Cosby 66 år.

- Jeg svævede ind og ud af bevidsthed. Da jeg blev rystet tilbage til fuld bevidsthed igen lå jeg på en sofa med Cosby ved min side. Jeg havde voldsomme smerter i underlivet og følelsen af, at mine bryster var blevet berørt, sagde Andrea Constand i retten.

Hvem er Andrea Constand?

45-årige Andrea Constand har tidligere været ansat som idrætslærer på Temple University i Philadelphia. I universitetsbestyrelsen sad Bill Cosby som skolens mest berømte tidligere elev. De to mødtes første gang ved en basketball-kamp på universitetet i 2002.

Andrea Constand forlod sin stilling efter overgrebet i 2004 og flyttede tilbage til sin familie i Toronto. Her forsøgte hun i 2005 at lægge sag an mod Cosby. I den forbindelse opsøgte Cosby Andrea Contand og tilbød at betale for hendes uddannelse og psykologtimer. Han undskyldte at have bedøvet hende, men stod fast på at de havde været enige om at have sex. Retssagen blev dengang aldrig til noget.

På baggrund af de økonomiske forhold mellem Constand og Cosby forsøgte forsvareren ved retssagen torsdag at opbygge et billede af Andrea Constand som én, der på beregnende vis udelukkende forsøgte at få en økonomisk gevinst ud af forholdet til Cosby.

45-årige Andrea Constand mødte Bill Cosby på Temple University, hvor hun var ansat som idrætslærer frem til 2004. Bill Cosby sad i skolens bestyrelse. (Foto: Dominick Reuter © Scanpix)

Hvad fældede Cosby?

Særligt fem hovedvidner afgjorde sagen mod Bill Cosby. Vidnerne var alle kvinder, der påstod, at de også havde været udsat for seksuelle overgreb af Cosby. Og at det havde foregået på præcis samme måde som i tilfældet med Constand – først var de blevet bedøvet, derefter voldtaget.

På baggrund af vidnerne kunne anklageren tegne et billede af, at Cosby systematisk har udnyttet kvinder - og at Andrea Constands sag blot er én af mange.

Sagen mod Cosby kørte første gange i juni 2017. Her fik kun én anden angiveligt krænket kvinde lov til at vidne.

Kan vi forvente flere sager?

I alt har omkring 60 kvinder anklaget Cosby for seksuelle overgreb, der angiveligt har stået på siden 1960’erne. Heriblandt er den tidligere supermodel Janice Dickinson og skuespillerinderne Louisa Morits og Carla Ferringo.

Ingen af anklagerne kan imidlertid prøves i retten, da de er juridisk forældede, og det forventes dermed ikke, at der vil blive rejst flere sager mod Cosby.

Advokat Gloria Allred, som står forrest i rød blazer på billedet, har været talskvinde for de omkring 60 kvinder, der mener at være blevet forulempet af Bill Cosby. (Foto: Brendan MCDermid © Scanpix)

Hvad har #MeToo med sagen at gøre?

Timingen er med til at gøre sagen mod Cosby ekstra spektakulær. De første retsdage kom lige i kølvandet på #MeToo-bevægelsens første bølge i forsommeren sidste år. Constands sag repræsenterede dermed ikke bare de mange andre anklager mod Cosby, men blev et symbol for hele bevægelsen.

I juni 2017 kunne nævningene ikke blive enige, og sagen mod Cosby blev skrinlagt i fem måneder.

I mellemtiden fældede flere #MeToo-sager en lang række højtstående mænd i både USA og Europa, deriblandt Harvey Weinstein. Flere kritikere har indvendt, at disse sager har haft indvirkning på udfaldet af Cosbys sag.

Hvad siger Cosby selv?

Bill Cosby har gennem hele forløbet hårdnakket afvist alle anklager og reagerede voldsomt ved skyldskendelsen torsdag. Han tordnede mod statsanklager Kevin Steele, der har ført sagen.

- Jeg brækker mig over dig, lød det fra Cosby, der samtidigt kaldte Steele for et røvhul.

I den konkrete sag står Cosby fast på, at der var givet samtykke fra Andrea Constand, før de to havde sex.

Ifølge Bill Cosbys forsvarer anker han dommen.

Hvad sker der nu?

Cosby er kendt skyldig, men straffen for hans forbrydelse er endnu ikke udmålt, ligesom der endnu ikke er fastsat en dato for, hvornår det sker.

Indtil da kan Cosby gå frit omkring. Mod en kaution på en million dollar slipper han nemlig for at være fængslet frem til strafudmålingen.

I retten torsdag var statsanklageren ikke sen til at forsøge at få kautionen trukket tilbage, da han mente, at Cosby let kunne flygte i sit eget fly. Den appel underkendte dommeren, men han indskærpede overfor Cosby, at han ikke må forlade staten Pennsylvania.

Facebook
Twitter