Bill Gates til DR: Derfor investerer jeg milliarder i grøn energi

DR’s globale korrespondent mødte Microsoft-milliardæren, da han besøgte klimatopmødet i Paris.

Verdens rigeste mand, Microsoft-stifteren Bill Gates, var mandag forbi klimatopmødet i Paris med en check på én milliard dollars - godt og vel syv milliarder kroner – under armen.

Sammen med 20 lande – herunder Danmark – og en række private investorer som Facebook-stifteren Mark Zuckerberg er Bill Gates gået med i forskningsinitiativet ”Mission Innovation”.

Det skal booste energiforskningen, siger han.

- Vi skal have sat skub på energiinnovationen, så grøn energi ikke kommer til at koste mere end de fossile brændsler, vi bruger i dag. Det er målet, siger Bill Gates, da DR’s globale korrespondent, Steffen Kretz, møder ham efter præsentationen.

Han peger på, at de 20 regeringer, der har nikket ja til at deltage i projektet, nu har forpligtet sig til at øge energiforskningen.

Danmark har eksempelvis sagt ja til at afsætte 580 millioner kroner i 2020 til initiativer inden for såkaldt ”clean energy”.

- Og så er der de private investorer, der forpligter sig til at støtte ideer, som start up-virksomheder kommer med, siger Bill Gates.

Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), deltog i lanceringen af initiativet i Paris.

Se hele videoen foroven.

Facebook
Twitter