Billeder: Brandmænd kæmper for andres hjem, mens deres egne huse står i flammer

Flere steder i Californien kæmpes der for at redde mennesker, dyr og deres hjem.

  • Brandfolk kæmper for at slukke ilden og redde hjem i Paradise i det nordlige Californien. Imens mister adskillige brandfolk deres egne hjem i flammerne. (Foto: Josh Edelson © Scanpix)
  • Flammerne står over en bakketop ved byen Big Bend i det nordlige Californien. Mange mennesker har ikke haft mulighed for at flygte fra flammerne, og tusinder har mistet deres hjem. (Foto: Josh Edelson © Scanpix)
  • Resterne af en efterladt bil og en udbrændt benzintank ved Pulga øst for Paradise. Det er her i området, at branden har ramt hårdest, og tusindvis af mennesker er evakueret. (Foto: Josh Edelson © Scanpix)
  • Dyrlæge Jesse Jellison redder en såret gås fra at blive fanget i ilden i det nordlige Californien. (Foto: STEPHEN LAM © Scanpix)
  • Hillary Johnson har mistet sit hjem i Paradise og måtte efterlade sin hest på en parkeringsplads ved et shoppingcenter. Her bliver hun genforenet med hesten, der blev reddet fra de truende flammer og kørt væk på en trailer af redningsmandskab. (Foto: Peter Dasilva © Scanpix)
  • Der er sat fly ind for at hjælpe med at slukke brandene. Her er det en DC-10 i luften over bjergene ved Malibu ved Los Angeles. Stærke vinde har blæst til ilden, der er blusset op i området. (Foto: Richard Vogel © Scanpix)
  • Brandmænd kæmper med flammerne både i syd og nord. Her i Malibu i det sydlige Californien. (Foto: ERIC THAYER © Scanpix)
  • Flere luksushjem er jævnet med jorden langs stranden i Malibu. Flere kendte personligheder er blevet ramt af branden. På sociale medier er der lagt opslag ud fra navne som Neil Young, Robin Thicke og Gerard Butler, som fortæller om ødelagte hjem i det mondæne Los Angeles-område. (Foto: Frederic J. BROWN © Scanpix)
  • El-masterne er væltet ned over de udbrændte biler i Paradise. Mange mennesker er blevet fanget i deres biler på vej væk fra ilden. På grund af hård vind og lav fugtighed har brandene spredt sig hurtigt i området. (Foto: Justin sullivan © Scanpix)
  • Gabriel Fallon og moderen Cathy Fallon, der tørrer ansigtet, mens hun kigger på resterne af sit hjem, der er hårdt ramt af flammerne. Der var dog en årsag til, at hun ikke ville forlade stedet - nemlig hendes 14 heste. - Intet får mig til at lade hestene brænde. Det er ægte kærlighed, siger hun. (Foto: John Locher © Scanpix)
  • Sygehuspersonale evakuerer patienter fra Feather River Hospital, mens ilden raserer i Paradise. Også her blev der gjort en indsats for at få dyrene med deres ejere. (Foto: Noah Berger © Scanpix)
1 / 11

Mens de sætter livet på spil for at redde andre menneskers liv og hjem, har mindst 39 brandmænd mistet deres egne hjem i brandene i Californien. Det skriver Abc News.

Redningsfolk kæmper for tiden især en heroisk kamp mod flammerne i det nordlige Californien, hvor tusindvis af mennesker har mistet deres hjem.

Byen Paradise er så godt som jævnet med jorden. Det er også i dette område, at det primært er gået ud over brandmændenes egne hjem.

Men også det sydlige Californien er ramt af brande. Her er en det især en brand i området omkring Malibu i Ventura County ved Los Angeles, der har tvunget over 200.000 mennesker til at forlade deres hjem. Ikke langt derfra, ligeledes tæt på Los Angeles, hærger en mindre brand samtidig.

På sociale medier er der lagt opslag ud fra navne som musikerne Neil Young og Robin Thicke samt skuespilleren Gerard Butler, som fortæller om ødelagte hjem i det mondæne Los Angeles-område ved Malibu.

Myndighederne vurderer, at der vil gå mindst tre uger, før branden i Paradise er helt under kontrol, skriver nyhedsbureauet AFP.

Der meldes om 31 dræbte, mens flere end 200 savnes som følge af skovbrandene.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk