BILLEDER Dødstallet stiger fortsat efter bombeangreb

To eksplosioner har lørdag aften ramt Tyrkiet. Præsident Erodgan kalder hændelsen for et terrorangreb.

  • 38 mennesker meldes foreløbigt dræbt og mere end 150 såret efter to bombeangreb lørdag aften ramte Istanbul. Dødstallet stiger fortsat. (Foto: Yasin Akgul © Scanpix)
  • Begge bomber blev udløst i nærheden Vodafone Arena, der er hjemmebane for fodboldklubben Besiktas. (Foto: TOLGA BOZOGLU © Scanpix)
  • Eksplosionerne skete et par timer efter, at klubben Besiktas havde spillet hjemmekamp i den tyrkiske fodboldliga, da stadionet var tømt for tilskuere. (Foto: OZAN KOSE © Scanpix)
  • Ifølge de tyrkiske myndigheder tyder meget på, at angrebet var rettet mod politiet. 30 af de 38 døde er betjente. (Foto: MURAD SEZER © Scanpix)
  • Tyrkiets indenrigsminister, Suleyman Soyly, oplyser på et pressemøde, at den ene af eksplosionerne blev udløst af en selvmordsbomber, mens den anden sprængladning menes at have været placeret i en bil. (Foto: MURAD SEZER © Scanpix)
  • Sprængladningen blev udløst via fjernkontrol, og 45 sekunder efter udløste selvmordsbomberen den anden eksplosion. (Foto: OSMAN ORSAL © Scanpix)
  • Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, betegner de blodige hændelser som et terrorangreb. (Foto: TOLGA BOZOGLU © Scanpix)
  • Med dette angreb har Tyrkiet været offer for hele otte frygtelige bombeangreb alene i 2016. Grupper relateret til de tyrkisk militante PKK har taget ansvaret for nogle af angrebene, mens Islamisk Stat har taget ansvaret for andre. (Foto: MURAD SEZER © Scanpix)
  • Ingen har endnu taget skylden for gårsdagens angreb, men de tyrkiske myndigheder mistænker den militante kurdiske gruppe PKK for at stå bag. (Foto: SEDAT SUNA © Scanpix)
  • De tyrkiske myndigheder har erklæret en dags landesorg efter angrebet. (Foto: SEDAT SUNA © Scanpix)
1 / 10

Lørdag aften ramte endnu et frygteligt bombeangreb Tyrkiet, denne gang i Istanbul.

Angrebet skete ved fodboldstadionet Vodafone Arena, der er hjemmebane for fodboldklubben Besiktas, kun få timer efter holdet havde spillet hjemmekamp.

Angrebet blev udløst af to eksplosioner, hvoraf den ene sprængladning var en bilbombe, der blev detoneret via en fjernkontrol. 45 sekunder efter udløste en selvmordsbomber den anden sprængladning.

Ifølge de tyrkiske myndigheder var bombeangrebet rettet mod politiet, da 30 af de 38 dræbte er betjente. Mere end 150 er såret og ifølge de seneste tal fra det tyrkiske idenrigsministerium er 14 af dem i intensiv behandling.

Præsident Erdogan kalder i en pressemeddelelse den blodige hændelse for et terrorangreb.

- Ingen må tvivle på, at vi med Guds vilje vil overvinde terror og terrororganisationer, lyder det fra præsidenten.

Otte større bombeangreb i Tyrkiet i 2016:

  • 10. december: Mindst 38 bliver dræbt, da to bomber med 45 sekunders mellemrum eksploderer ved et fodboldstadion i Istanbul. Ingen har taget skylden.

  • 20. august: 57 bliver dræbt, 34 af dem børn, i et bombeangreb mod en kurdisk bryllupsfest i byen Gaziantep tæt på Tyrkiets grænse til Syrien. Islamisk Stat (IS) mistænkes for at stå bag.

  • 28. juni: 47 omkommer - deriblandt udlændinge - og 200 bliver såret i et tredobbelt selvmordsbombeangreb på lufthavnen Atatürk i Istanbul. IS menes at stå bag.

  • 7. juni: Mindst syv politifolk og fire civile bliver dræbt af en bombe i Istanbul. Den kurdiske gruppe TAK tager skylden for angrebet, og advarer samtidig turister om at holde sig væk fra Tyrkiet.

  • 19. marts: Tre israelere og en iraner bliver dræbt, og dusinvis bliver såret, af en bombe i et forretningscenter i Istanbul. Flere tyrkiske medier giver IS skylden.

  • 13. marts: Mindst 34 mennesker bliver dræbt, og snesevis bliver såret ved et bilbombeangreb i Ankara. Den kurdiske gruppe TAK tager skylden for angrebet.

  • 17. februar: Mindst 29 bliver dræbt ved et selvmordsangreb mod det tyrkiske militær i Ankara. TAK tager skylden.

  • 12. januar: 12 tyske turister bliver dræbt, og over et dusin bliver såret, af en syrisk bombemand i Istanbuls turistkvarter. Regeringen siger, at IS står bag.

Kilde: Ritzau

Facebook
Twitter