Tema Krigen i Syrien

BILLEDER Heftige bombardementer i Aleppo sender tusinder på flugt

Bliver der ikke sat en stopper for kampe og bombardementer i Aleppo, kan 400.000 mennesker ende på flugt, advarer FN.

Flere ugers intensive bombardementer og kampe i Syriens største by, Aleppo, sætter nu sine tydelige spor ved grænseovergangen til nabolandet Jordan.

I løbet af bare fire dage har 5.000 personer fra den krigsmartrede by fået lov at søge sikkerhed i Jordan, oplyser lederen af Jordans styrker ved grænsen, Saber al-Mahayreh.

Samtidig står 59.000 syrere i ørkenlandskabet og venter på at få tilladelse til at komme ind i landet.

De seneste uger er krigshandlingerne i Aleppo eskaleret voldsomt. Siden den 22. april er flere end 270 civile meldt dræbt i byen.

Den sidste børnelæge i byen blev dræbt i et bombeangreb, der ramte et af Læger Uden Grænsers hospitaler i sidste uge.

Siden da er adskillige andre hospitaler og klinikker blevet ramt af angreb.

Her til aften ser det ud til, at et par dages fredsforhandlinger i Schweiz og Moskva bærer frugt og kan give et pusterum for beboerne i Aleppo.

Den syriske hær er gået med til at indgå en 48 timers våbenhvile, og også Rusland har accepteret, at Aleppo skal indlemmes i den våbenhvile, der blev indgået i februar.

Og bliver der ikke sat en stopper for kampene, så kan 400.000 mennesker blive drevet på flugt, advarer Staffan di Mistura, der er FN's særlige udsending i Syrien.

  • Krigen i Syrien raser på sit sjette år
  • Mere end halvdelen af landets befolkning er blevet drevet på flugt
  • I nabolandene Tyrkiet, Jordan og Libanon bor der 4,8 millioner syriske flygtninge
  • Knap en million syrere har søgt asyl i Europa siden 2011