BILLEDER Indianere i fuld krigsmaling protesterer mod olieledning

Indianerne frygter, at rørledningen vil forgifte deres vand og krænke deres naturreservat og kultur.

Den omstridte Dakota-olierørledning bliver en realitet. Det stod klart allerede for en måned siden.

Men i dag har det fået indbyggere og støtter af Sioux-indianerreservatet, som olierørledningen vil løbe igennem, på gaden foran Det Hvide Hus i Washington D.C.

Indianerne mener, at rørledningen kan forgifte deres vand, krænke deres naturreservat og kultur og skænde de områder, der er hellige for dem.

Protesterne sker en lille måned, efter at en føderal dommer afviste to indianerstammers anmodning om at udskyde opførslen af den sidste del af olierørledning.

Allerede i sin første uge som præsident godkendte Donald Trump imidlertid både Dakota Access og Keystone XL.

Efterfølgende har militærets ingeniører meldt ud, at de snarest forventer at godkende den sidste del af Dakota Access-rørledningen ved reservatet.

/DR Nyheder/