Bin Laden ville straffe Danmark

Osama bin Laden var opsat på at straffe Danmark, viser materiale, der er beslaglagt i terrorlederens hus.

Beslaglagt materiale viser, at Osama bin Laden opmuntrede islamister til at ramme flere mål i Danmark.

Materialer, der er beslaglagt af amerikanerne i Osama bin Lades Hus, viser, at al-Qaedas leder opmuntrede islamister til at ramme flere mål i Danmark.

Det oplyser to amerikanske embedsmænd.

Til nyhedsbureauet AP siger de, at Osama bin Laden var opsat på at straffe danskerne for Jyllands-Postens karikaturtegninger af profeten Muhammed.

Der er ingen detaljer om, hvordan og i hvilken form bin Laden har opfordret til terroraktioner i Danmark.

Men det fremgår af AP's rapport, at den amerikanske efterretningstjeneste er i færd med at orientere de europæiske efterretningstjenester om, hvad man fandt i bin Ladens hus i Abbottabad, Pakistan, hvor han blev likvideret af amerikanske elitesoldater tidligere på måneden.

I Danmark vil det være Politiets Efterretningstjeneste, der orienteres.

Det fremgår, at bin Laden vejledte islamister, der er bosiddende i Europa, til at udføre terroraktioner mod et europæisk land kort før jul sidste år.

Facebook
Twitter