Bin Ladens ordre: I skal knuse USA helt

Vidne i den store terrorsag i USA mødtes personligt med den nu afdøde al-Qaeda-leder.

Angrebene 11. september 2001 var bare begyndelsen.

I hvert fald hvis det stod til den nu dræbte terrorleder Osama Bin Laden - og hvis man skal tro Saajid Badat, en dømt britisk terrorist, der flere gange mødtes med al-Qaedas topledelse.

På et møde mellem kun de to gav Bin Laden således Saajid Badat en opgave: Knus USA helt.

– Han sagde, at den amerikanske økonomi var som kæde. Hvis du bryder den ét sted, bliver hele økonomien smadret, siger Saajid Badat ifølge BBC.

Flybombe i december 2001

For ti år siden blev Badat trænet til at blive selvmordsbomber - og i december 2001 skulle han med en skobombe sprænge et American Airlines-fly fra Paris til Miami i luften.

Han turde dog ikke gennemføre angrebet af hensyn til sin familie og blev i 2003 anholdt og idømt en 11-årig straf, hvoraf han kun afsonede de seks år.

Nu vidner han så via et videolink fra England mod en anden terrorist, Adis Medunjanin, som havde planlagt et angreb mod New Yorks metro i 2009.

Ødelægge luftindustrien

Det er her, at han kommer med detaljer om Osama Bin Ladens luskede instrukser, som han modtog under et helt privat møde med terrorlederen.

- Efter 11. september skulle mit og Richard Reids (en anden skobomber, red.) angreb ødelægge luftfartsindustrien og dermed hele den amerikanske økonomi, lød det mandag fra Badat under vidneforklaringen.

Mødtes med 9/11-hjernen

Badat skal også bruges i den store terrorretssag mod 'hjernen bag 11. september', Khalid Sheik Mohammed. Denne retssag begynder på Guantanamo-basen på Cuba i maj.

– Det var ham, der gav os (Badat og Reid) råd om, hvordan vi kunne samarbejde. Vi mødte også en gruppe fra Malaysia, som også ville kapre fly, og vi gav dem en af mine sko, for begge mine havde sprængstoffer i.

Badat har valgt at blive afhørt via video, fordi han frygter at blive anholdt, hvis han sætter sine nu bombefri sko på amerikansk jord.

Facebook
Twitter