Bitcoinhandler risikerer dødsstraf: Opførte 'uafhængigt' hus til havs

Thailand mener, at manden truer landets suverænitet på grund af en bolig ud for landets kyst.

Sådan ser hjemmet i havet ud. Det er et såkaldt seastead, et hjem på en platform i vandet. Billedet stammer fra de thailandske immigrationsmyndigheder. (Foto: ROYAL THAI NAVY HANDOUT © Scanpix)

En amerikansk bitcoinhandler og hans kæreste risikerer dødsstraf i Thailand. Landets immigrationsmyndigheder hævder, at manden truer dets suverænitet.

Hele sagen skyldes et hjem til havs, som parret har opført og boet i, ud for byen Phukets kyst, skriver CNN.

Chad Elwartowski og Nadia Supranee Thepdet har opført hjemmet på en platform 22 kilometer fra kysten og promoveret det på de sociale medier.

Her ankommer myndighederne til Elwartowskis platform, der står tom. (Foto: ROYAL THAI NAVY HANDOUT © Scanpix)

Chad Elwartowski har også påstået, at det ikke falder under noget lands suverænitet. En påstand, som de thailandske myndigheder afviser blankt.

Så sent som i går gentog Elwartowski, at han mener, at platformen ligger uden for Thailands territorie, og at intet land derfor havde styringen over ham.

Truer den nationale sikkerhed

Det er netop de påstande, der har skaffet ham de thailandske myndigheder på nakken.

- Ved at hævde på de sociale medier, at de ejer et flydende hus, og at det ikke falder under noget lands suverænitet, kan de give andre samme fejlagtige opfattelse. Det truer vores nationale sikkerhed, siger oberst Kataporn Kumthieng, der er chef for Phukets immigrationskontor ifølge CNN.

Derfor står de nu til at kunne få helt op til livstid i fængsel eller dødsstraf i Thailand.

Billeder viser, at de thailandske myndigheder har været massivt til stede ved platformen. Men myndighederne oplyser, at de ikke ved, hvor parret befinder sig nu, og om de stadig er i Thailand.

Thailandske myndigheder på vej ud til platformen. (Foto: ROYAL THAI NAVY HANDOUT © Scanpix)

På fri fod

Facebook-opdateringer fra Elwartowski så sent som i går samt en opdatering på hjemmesiden 'ocean.builders' tyder på, at de to fortsat er på fri fod - men formentlig i skjul.

Ideen om denne type huse i havet kommer fra bevægelsen seasteading, hvor idéen er at oprette flydende samfund uafhængigt af lande og virksomheder. En slags frihedsbevægelse, hvor mennesker kan teste nye typer samfund og ledelse.

En bevægelse, der blandt andet har haft stor tiltrækning på personer i miljøet omkring de såkaldte bitcoins, som Elwartowski altså også tilhører.

Facebook
Twitter