Kender du følelsen af, at over et halvt års arbejde måske er blevet spildt?
Den følelse indkapslede USA's udenrigsminister, Antony Blinken, meget godt, da han reagerede på et spørgsmål til præsident Biden om Kinas leder, Xi Jingping, efter at de to ledere havde mødtes - vel at mærke efter flere måneder med diplomatisk kold luft imellem dem.
Biden har tidligere kaldt Xi en diktator, hvilket blev taget meget ilde op af det kinesiske udenrigsministerium.
Til slut på et pressemøde blev Biden spurgt til, om han stadig mener, at Xi er en diktator. Til det svarede han:
- Ja. altså, det er han. Han er en diktator i den forstand, at han er en mand, der styrer et land, som er kommunistisk, og som bygger på en helt anden styreform end vores.
Her kan du se Blinken (der sidder som nummer tre fra venstre på forreste række) reaktion på Bidens svar:
Efterfølgende kommenterede Blinken sin reaktion til CBS News:
- Præsidenten taler altid meget uforbeholdent, og han taler for os alle sammen. Det er ikke ligefrem en hemmelighed, at vores to lande har meget forskellige systemer. Og vi vil fortsætte med at sige ting, som Kina ikke kan lide og omvendt, sagde han til CBS.
- Det vigtigste er vores arbejde de seneste måneder med igen at engagere vores diplomatiske samarbejde, og at konkurrencen mellem os ikke bliver til konflikt.
Vil næppe få stor betydning for forholdet
Selvom det kinesiske udenrigsministerium - igen - er vrede over Bidens udmelding, er det måske ikke noget, der vil få den helt store betydning for det kinesiske og amerikanske forhold.
For Xi Jingping og det kommunistiske parti bekymrer sig først og fremmest om den kinesiske befolkning i forhold til, hvilke historier der kommer ud. Det siger Philip Róin, DR's Kina-korrespondent.
- Os, der bor i Kina, ved godt, at internettet er dybt, dybt censureret. Så hvis jeg skal søge på noget på nettet, så kan jeg ikke søge på ordet 'diktator'. Det er derfor, at det måske ikke betyder så meget, hvad Joe Biden kalder Xi, siger Philip Róin.
Han tilføjer, at det selvfølgelig ikke er noget, Xi er glad for at blive kaldt.
- Men så længe, at det ikke bliver en stor sag på det kinesiske internet og i den kinesiske befolkning, er det noget, man kan se igennem fingre med. Også, når man er et sted, hvor forholdet til USA trods alt bliver en smule forbedret, som vi så det på det her møde, siger DR's Kina-korrespondent.