Boeing står inde for sikkerheden: Vi har fuld tiltro til Max

Flytypen er helt central for Boeings vækst, siger luftfartsanalytiker.

En Boeing 737 Max 8 fra Norwegian lander her i København. Nu har Norwegian indstillet alle flyvninger med flytypen. (Foto: 50090 Johan Nilsson/TT © Scanpix)

Den amerikanske flyproducent Boeing har fortsat fuld tiltro til sikkerheden af flytypen Boeing 737 Max 8.

Det meddeler Boeing i en pressemeddelelse.

Meldingen kommer efter, at flytypen er blevet suspenderet flere steder verden over, efter at en Boeing 737 Max 8 styrtede ned i Etiopien i søndags. Alle 157 mennesker ombord mistede livet.

- Sikkerheden er Boeings højeste prioritet, og vi har fuld tiltro til sikkerheden i Max, skriver Boeing.

I oktober sidste år styrtede et fly af samme type ned i Javahavet ved Indonesien. Også her omkom alle ombord.

Det er endnu ikke kommet frem, om ulykken i Etiopien skete på samme måde som den i Indoniesen.

De seneste dage er tiltroen til sikkerheden tilsyneladende dalet, da flere og flere selskaber har suspenderet flytypen. I dag har blandt andre Norwegian indført flyveforbud, og luftrummet er her til aften blevett lukket i hele Europa for flytypen.

- Vi kan forstå, at vores kunder har taget de beslutninger, der passer dem bedst. Vi vil fortsat være i kontakt med dem for at sikre, de har den information, der er nødvendig for at flyve, skriver Boeing.

Analytiker: 'Det bliver dyrt for Boeing'

For Boeing er det en dyr omgang, at netop denne flytype er kommet i uvejr.

Det vurderer luftfartsanalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen.

- Den her flytype er helt central for Boeings vækst i fremtiden. Der er bestilt mere end 5.000 fly af den her type, og det er det fly, der er bestilt hurtigst hos dem.

- Det er også vigtigt for kunderne. For det er et fly, der gør det økonomisk fornuftigt at flyve eksempelvis fra Aalborg til New York. Det åbner for nogle helt nye rejsemuligheder for mange passagerer, så det er meget vigtigt for mange flyselskaber, siger Jacob Pedersen.

Norwegian har i øjeblikket 18 fly af typen Boeing 737 Max 8, men har bestilt i alt 110.

Han vurderer han, at det koster Norwegian omkring en halv million norske kroner om dagen, at holde flyene på jorden.

- Det er dyrt for Norwegian. Nu er marts ikke en måned med høj aktivitet, så de har nok mulighed for at tage andre fly. Men spørgsmålet er, om man kan det over en længere periode. Norwegian har normalt et tæt pakket trafikprogram, som ikke tillader mange forstyrrelser, før det bliver dyrt, siger Jacob Pedersen.

Amerikanske luftfartsmyndigheder har endnu ikke set nogen grund til at holde flytypen på jorden.

Boeing oplyser, at de lige nu ikke har noget grundlag for at komme med nye vejledinger til flyoperatørerne.

Facebook
Twitter