Boeings ulykkesfly får flyveforbud i hele Europa

Den europæiske luftfartsmyndighed, Easa, har suspenderet al flyvning med flytypen Boeing 737 MAX 8.

Boeing 737 MAX 8 har ikke længere tilladelse til at flyve i Europa. (Foto: 50090 Johan Nilsson/TT © Scanpix)

Den europæiske luftfartsmyndighed, Easa, har suspenderet al flyvning med flytypen Boeing 737 MAX 8, der styrtede søndag.

Forbuddet træder i kraft tirsdag aften klokken 20.

Beslutningen kommer i forlængelse af søndagens flystyrt i Etiopien, hvor 157 personer omkom.

Det var andet styrt med det pågældende fly på få måneder. I oktober mistede 189 mennesker livet, da et fly styrtede ned i Indonesien.

Easa skriver, at det er for tidligt at konkludere, hvad der var årsag til ulykken i Etiopien. Flyveforbuddet skal ses som en sikkerhedsforanstaltning

350 fly på verdensplan

Forud for beslutningen havde en lang række lande og luftfartsselskaber rundt i verden besluttet at holde flytypen på jorden.

Der er omkring 350 fly af typen på verdensplan. I Europa er Norwegian og TUI blandt de selskaber, der har flytypen i deres flåder.

TUI fortæller, at ingen af selskabets 15 fly som udgangspunkt bliver brugt på afgange til og fra Danmark.

Norwegian, der har 18 fly af typen, fortæller, at det forsøger at indsætte andre fly på de ruter, hvor Boeing 737 MAX 8-flyene er brugt.

/ritzau/

Facebook
Twitter