Bøjer sig for 'De gule veste': Den franske regering udsætter brændstof-afgift

Flere ugers franske demonstrationer har kostet tre livet og såret hundreder.

De Gule Veste har de seneste uger stået bag demonstrationer over det meste af Frankrig. (Foto: Pascal GUYOT © Scanpix)

Den franske regering har besluttet at udsætte de afgiftsstigninger på brændstof, som skulle være trådt i kraft ved årsskiftet i seks måneder.

Det har premierminister Édouard Phlippe netop meddelt efter et møde med regeringen, hvor han fastslog nødvendigheden af, at imødekomme de protester landet har været vidne til de seneste uger.

De kommende prisstigninger har været startskuddet for protestbevægelsen "De gule veste", som har sat de franske gader i brand de seneste uger, hvor hundredtusinder af har bygget barrikader og afspærringer og protesteret mod præsident Emmanuel Macrons politik.

- Der er ingen afgift, der er værd at sætte sammenhængskraften i landet over styr for, siger premierministeren.

Ifølge Édouard Philippe vil regeringen sløjfe øgede elektricitetspriser varslet fra maj 2019, udsætte skrappere krav til bilinspektioner i seks måneder og forskellige tiltag vil medvirke til en stigning i mindstelønnen svarende til tre procent.

Samtidig lægger regeringen op til det, den beskriver som en "bred debat om skatter og offentlige udgifter", som skal vare fra 15. december frem til 1. marts.

Tilbagetrækningen af brændstofskatten er af lederen af det højrenationale parti Rassemblement National (det tidligere Front National,red.) Marine Le Pen, kritiseret for ikke at være vidtrækkende nok, mens den tidligere socialistiske miljøminister, Ségolène Royal, kalder det "bedre sent end aldrig".

Heller ikke blandt selvudnævnte repræsentanter for "De gule veste" er der tilfredshed med regeringens udspil, der i stedet burde have lagt op til skattereformer og højere lønninger, skriver avisen Le Monde.

Marine Le Pen, leder af det højrenationale parti Rassemblement National har været skarp kritiker af regeringen og håndteringen af "De Gule Veste". (Foto: IAN LANGSDON © Scanpix)

Dropper forhandlingsmøde

Regeringens beslutning kommer efter flere forsøg på at holde møder med uofficielle repræsentanter for "De gule veste".

Fredag mødtes Édouard Philippe med to repræsentanter, men den ene forlod dog mødet efter ganske kort tid i protest. Parterne skulle mødes igen i dag, men medlemmer af bevægelsen har besluttet at aflyse mødet blandt andet på grund af frygt for repressalier fra nogle af de yderligtgående kampfæller.

Ifølge den franske avis Le Figaro har flere af demonstranterne modtaget dødstrusler og advarsler mod at gå i dialog med regeringen.

- Jeg har allerede været mål for flere trusler, men nu angriber de også mine børn og min mand, siger Jacline Mouraud, der henviser til, at det er "personer, som tydeligt ikke ønsker at løse problemerne", der står bag.

Tre omkomne

Tre har mistet livet under protesterne, imens hundreder er blevet såret, deriblandt en 20-årig mand, som er i kritisk tilstand efter sammenstød med politiet.

I weekenden mødte omkring 10.000 demonstranterne i hovedstaden Paris, hvor biler og motorcykler blev sat i brand, og butikker og restaurationer blev udsat for hærværk. Over hele landet blev op mod 700 personer anholdt.

"De gule veste", som har fået deres øgenavn efter de gule sikkerhedsveste, de bærer, og som alle franske bilejere skal have i deres bil, består ifølge de franske myndigheder både af elementer fra det ekstreme højre og venstre.

Præsident aflyser udlandsrejse

Den franske regering holdt i aftes hastemøde om sikkerhedssituationen i landet, og premierministeren holdt møder med repræsentanter for den franske opposition, som opfordrede regeringen til at sløjfe de varslede stigninger i prisen på benzin - og diesel på henholdsvis 2,9 og 6,5 eurocents per liter.

Her advarede Marine Le Pen om, at Macrons regering kunne blive den første i 50 år til åbne ild på sit eget folk.

Det stigende pres har samtidig medført, at den præsidenten har udsat en planlagt rejse til Serbien i dag.

Facebook
Twitter