Børn med Kalasjnikov: 190.000 har meldt sig til Ruslands patriotiske ungdomshær

Russiske børn ned til otte år får en grunduddannelse i våbenbrug og fædrelandskærlighed.

Medlemmerne af Junarmija lærer blandt andet at betjene et Kalasjnikov-gevær. (Foto: Lau Kræn Svensson © dr)

190.000 russere i alderen 8 til 18 år har nu meldt sig ind i landets ungdomshær, der bærer navnet Junarmija

Russerne føler sig truet af Vesten og Nato, og derfor foregår der i øjeblikket en mobilisering - både militært og mentalt - i Rusland.

Patriotisme står højt på regeringens dagsorden, og på den baggrund skabte forsvarsminister Sergej Sjojgu for lidt over to år siden Junarmija, hvor børn og teenagere får en militær grunduddannelse, tilsat en solid dosis fædrelandskærlighed.

- Vi lærer folk, hvorfor man bør tjene i hæren. Det er ikke bare, at det er tvunget, men en indre, åndelig tilstand - at man har lyst til at leve op til sin forpligtelse til sit land, forklarer Grigorij Jarosjenko, som er instruktør i Junarmija, til DR Nyheder.

Grigorij Jarosjenko bruger både sin arbejds- og fritid på at undervise i historie og patriotisme. I videoen instruerer han skolebørn i at kaste med håndgranater:

Omringet af fjender

Grigorij Jarosjenko nærer ingen tvivl om, hvem der truer hvem i verden i øjeblikket.

- Der er mange kræfter, der forsøger at undertvinge Rusland lige nu, siger han og peger på Natos udstationering af soldater i Baltikum og Polen.

- Det, at de udvider deres baser, er jo direkte årsag til, at vi må forstærke vores forsvar. Det er jo præcis derfor, at vi laver sådan en organisation for unge – når du er omringet af fjender.

  • Uden for Sankt Petersborg holder en lokalgruppe af Junarmija til i en sovjetisk bunker, der nu bruges som museum. (Foto: Lau Kræn Svensson © dr)
  • Den patriotiske undervisning er mindst lige så vigtig som den militære. (Foto: Lau Kræn Svensson © dr)
  • Træning i nævekamp. (Foto: Lau Kræn Svensson © dr)
  • Russiske familier på søndagsudflugt kigger en ekstra gang efter børnene i kamouflagetøj. (Foto: Lau Kræn Svensson © dr)
1 / 4

Samler Kalasjnikov

14-årige Roman har meldt sig til en lokalgruppe af Junarmija lidt uden for Sankt Petersborg.

- Jeg vil gerne have mit liv i militæret. Far var i militæret og tjente i Tjetjenien, siger han.

Det klassiske stormgevær fra Rusland, Kalasjnikov'en, har en central plads i Junarmijas udddannelse. Roman har gruppens rekord i at skille og samle geværet:

Storm på rigsdag

Junarmija har en høj stjerne hos magthaverne i Rusland, som sidste år inviterede ungdomshæren til at gå med i de store militærparader over hele landet 9. maj, der fejrer sejren over Nazityskland i 2. Verdenskrig.

Den unge hær spiller også en fremtrædende rolle i Patriot Park - en over 5.000 hektar stor temapark, som det russiske forsvarsministerium har anlagt ved Moskva.

Her har man blandt andet - til Tysklands fortrydelse - opført en model af rigsdagen i Berlin, så Junarmija kan deltage i rekonstruktioner af Den Røde Hærs storm på bygningen i 1945.

Du kan se 'Horisont: Fjender igen?' om spændingerne mellem Vesten og på DR TV.

Facebook
Twitter