Tema 13 børn holdt fanget

Børn var lænket med hængelåse i 'hjemmeskole': De ved ikke hvad politi eller medicin er

Faren til de lænkede børn i Californien havde registreret hjemmet som privatskole.

Hjemmet i Californien var registreret som hjemmeskole, og det har fået flere til at råbe op i håb om at få indført tilsyn med den slags skoler. (Foto: Andrew Gombert © Scanpix)

Det hjem i Californien, hvor 13 børn forleden blev fundet lænket til senge, var registreret som hjemmeskole, og faren til børnene stod som rektor for den private skole.

Men der var ikke mange tegn på, at børnene rent faktisk havde fået undervisning af deres forældre, der blandt andet er blevet sigtet for tortur.

- Børnene, der angiveligt skulle have fået hjemmeundervisning, mangler hel basal viden om livet, siger Mike Hestrin, anklager ved Riverside County, og fortsætter:

13 børn holdt fanget

Et forældrepar fra Californien er blevet anholdt og sigtet for tortur og børnemishandling. Deres 13 børn blev holdt fanget i huset og lænket til deres senge. Politiet blev alarmeret, da et af børnene slap fri.

Gå til tema

- Mange af børnene vidste ikke, hvad en politibetjent var. Den 17-årige vidste ikke, hvad medicin eller piller var, da der blev spurgt til, om der var piller eller medicin i hjemmet.

Hjemmet i Californien blev registreret som hjemmeskole i 2011, efter at forældreparret var flyttet fra Texas med børnene. Forældreparret er nu mistænkt for at have holdt deres 13 børn i alderen fra to til 29 år indespærret i hjemmet, og de er sigtet for flere forbrydelser - blandt andet tortur, misbrug og frihedsberøvelse.

- En af de eneste ting, som børnene måtte på deres værelser, eller når de var fastlænket, var at skrive i dagbøger. Vi har nu beslaglagt hundredvis af de dagbøger, og vi kæmmer dem for at finde beviser, siger Mike Hestrin.

Ifølge politiet har børnene i perioder på uger og nogle gange måneder ad gangen været lænket fast uden at have lov til at bruge et toilet, og de fik kun lov til at gå i bad en enkelt gang eller to om året.

Politiet mener heller ikke, at børnene har fået nok at spise.

Intet tilsyn med efterskoler

Californiens uddannelsesinstitut har sagt, at det mener, at der er tale om en 'syg sag', og at det ikke har autoritet til at overvåge eller kontrollere den slags skoler, når forældrene har registreret den hos staten. Ifølge professorer på Stanford Universitet er der ingen eller kun meget få hjemmeskoler, der bliver kontrolleret.

Den opsigtsvækkende sag har fået flere politikere og interesseorganisationer til at råbe op om, at der skal føres strengere tilsyn med hjemmeskoler. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

1,7 millioner amerikanske børn bliver uddannet gennem hjemmeundervisning - svarende til tre procent af USA's børn i skolealderen. Det tal er en fordobling i forhold til 1999, men den udvikling har ikke medført større tilsyn med skolegang i private og hjemlige rammer.

De fleste stater kræver hverken inspektioner eller personlige samtaler, der vil kunne kaste lys over misbrug i hjemmeskoler, selvom der ifølge organisationen Coalition for Responsible Home Education har været 380 sager om alvorligt omsorgsvigt i forbindelse med hjemmeundervisning.

- Vi vil ikke sige, at misbrug er mere udbredt blandt hjemmeunderviste, men når det finder sted, er der færre sikkerhedsbarrierer og mindre til at stoppe, at det kommer ud af kontrol, siger organisationens direktør, Rachel Coleman, til Reuters.

- Jeg er ekstremt bekymret

Sagen har også fået politikere i Californien til at råbe vagt i gevær på grund af de manglende tilsyn. En af dem er Jose Medina, der er medlem af statens lovgivende forsamling, der ifølge Reuters er gået i gang med at undersøge, om man kan indføre kontrol med skolerne.

- Jeg er ekstremt bekymret over manglen på tilsyn i private skoler og hjemmeskoler i Californien, siger han til Reuters.

Men det er langt fra alle organisationer, der vil gå med til, at forældre skal underlægges kontrol, bare fordi de underviser deres børn derhjemme.

- Skal alle uskyldige hjemmeskole-familier, der gør et fantastisk arbejde, pålægges besværet på grund af den her familie? Jeg tror, svaret på det er nej, siger Mike Smith, der er leder af organisationen Home School Legal Defense Association.