Bogholderen fra Auschwitz: 94-årig SS'er dømt for medvirken til 300.000 drab

En 94-årig SS'er er dømt til fire års fængsel for medvirken til drab begået under Anden Verdenskrig.

Den i dag 94-årige Oskar Gröning medvirkede til drab på 300.000 mennesker under Anden Verdenskrig, afgjorde domstolen. (Foto: TOBIAS SCHWARZ © Scanpix)

En 94-årig tysk mand, der arbejdede som bogholder i koncentrationslejren Auschwitz, er onsdag blevet idømt fire års fængsel for medvirken til drab på 300.000 mennesker.

Det skriver flere nyhedsbureauer, deriblandt Reuters.

Dagens dom kan gå over i historien som den sidste i opgøret om massemordene i de tyske koncentrationslejre.

Den dengang 21-årige SS'er Oskar Gröning dræbte ikke selv nogen, mens han arbejdede i den berygtede lejr i det nazi-besatte Polen, men anklagerne argumenterede for, at han havde assisteret nazisterne, der var ansvarlig for massemordene, ved at sortere de pengesedler, fangerne havde med sig i togvognene.

- Jeg er kun moralsk skyldig

Sagen har varet siden april, og Gröning har vedkendt sig en moralsk skyld. Men han mente, at det var op til retten at afgøre, om han også var juridisk skyldig.

Den nu 94-årige mand har sagt, at han kun kan bede Gud om at tilgive ham. Det mener han ikke, han kan bede ofrene for for Holocaust om.

DR Nyheder