Borgere i Wuhan advares om risiko for ny bølge af smitte

Indbyggerne i den by i Kina, hvorfra coronavirusset har spredt sig, får besked på at skærpe smittebeskyttelse.

Der er en risiko for,en genopblusning i Wuhan, lyder meldingen fra det kommunistiske partis leder i millionbyen. (Foto: Nóel Celis © Scanpix)

Risikoen for en genopblusning af coronavirus i den kinesiske by Wuhan er stor.

Det siger det kommunistiske partis leder i millionbyen, skriver Reuters.

Wang Zhongli, som partilederen hedder, opfordrer derfor de omkring 11 millioner indbyggere i Wuhan til at skærpe deres personlige beskyttelse mod virusset og så vidt muligt undgå at forlade deres hjem.

Folk badede torsdag i Yangtze-floden i Wuhan, som 28. marts begyndte at åbne op igen. (Foto: Hector retamal © Scanpix)

Wuhan i det centrale Kina anses for at være det sted, hvorfra virusset har spredt sig til hele kloden.

Første tilfælde i 2019

De første tilfælde af smittede personer blev opdaget i Wuhan i slutningen af sidste år. I januar steg antallet af smittede og døde så voldsomt, at byen med 11 millioner indbyggere blev afskåret fra omverdenen, da myndighederne indførte både ind- og udrejseforbud.

Wuhan er siden blevet lukket op igen, og ifølge de officielle meldinger fra sundhedsmyndigheder i Kina er udbruddet i byen kommet under kontrol.

/ritzau/

Facebook
Twitter