Borgmester i Ecuador: Hele byen er faldet sammen

Dødstallet stiger i Ecuador, hvor mange indbyggere er indespærret i ruinerne af bygninger og huse, der er faldet sammen.

Mindst 77 personer har mistet livet efter et kraftigt jordskælv ramte Ecuador lørdag aften. I byen Manta er flere bygninger styrtet sammen. (Foto: STRINGER © Scanpix)

- Det er ikke bare et hus, det er en hel by, der er faldet sammen.

Borgmester i den ecuadorianske by Pedernales, Gabriel Alcivar, har nu indtrængende bedt myndighederne om hjælp til at få reddet indbyggere ud af de mange ruiner af bygninger, der er faldet sammen efter jordskælvet, som ramte landet lørdag aften lokal tid.

Mange bygninger er fuldstændig kollapset i Pedernales, som har omkring 40.000 indbyggere, og ifølge Gabriel Alcivar er byen ramt af totalt kaos, hvor folk er begyndt at hærge og stjæle fra de tilbageværende butikker.

- Vi gør alt, hvad vi kan, men der er næsten intet vi kan gøre, siger han til nyhedsbureaet AP.

På twitter har flere delt billeder og videoer af sammenstyrtede bygninger i byen.

https://twitter.com/cristachoinfo/status/721579651857059840 https://twitter.com/lahistoriaec/status/721572025429540864

Mindst 77 mennesker er blevet dræbt af jordskælvet, der er blevet målt til 7,8 på Richterskalaen. I en tv-transmitteret tale har vicepræsident Jorge Glas kaldt skælvet det kraftigste siden 1979.

Flygtede ud på gaden

Jordskælvet ramte med en dybde på cirka 19 kilometer, cirka 200 kilometer nordvest for Ecuadors hovedstad, Quito.

Også her er flere huse kollapset, flere bydele mistede elektricitet umiddelbart efter skælvet, og indbyggerne har samlet sig på gaderne af frygt for at blive indespærret i bygningerne.

- Jeg gik fuldstændig i panik. Min bygning rystede meget, og alle mulige ting faldt på gulvet. Mange af mine naboer skreg og børnene græd, fortæller Zoila Villena, der som mange andre borgere var flygtet ud på gaden.

Ifølge borgmester Mauricio Rodas skulle situationen i byen dog være nogenlunde under kontrol.

Facebook
Twitter