Boris Johnson forsvarer sprogbrug og afviser plan om at gå af

I et interview med BBC slår premierministeren fast, at briterne forlader EU til tiden trods ny lovgivning.

Kun den konservative regering kan garantere brexit, siger den britiske premierminister, Boris Johnson. (Foto: Jeff Overs/BBC © Scanpix)

De Konservative i Storbritannien har i dag sparket gang i deres partikongres i den engelske storby Manchester.

Her er der udsigt til fire dage med politiske taler samt interviews fra regeringspartiets top.

Den konservative premierminister, Boris Johnson, indledte dagen i dag med et liveinterview med BBC.

Her siger premierministeren, at det stadig er muligt, at Storbritannien forlader EU uden en aftale - er såkaldt no deal-brexit - den 31. oktober.

Det er på trods af, at Underhuset tidligere på måneden fik stemt en lov i gennem, som skal undgå netop dette.

Det lader dog til, at det ikke er alle konservative, der forventer, at det lykkes regeringen at få briterne ud af EU ved deadline den 31.oktober.

The Guardian henviser til en meningsmåling fra hjemmesiden ConservativeHome.com, hvor kun 48 procent af de adspurgte forventer, at briterne kan forlade EU den 31. oktober. For en måned siden var tallet 78 procent.

I interviewet med BBC afviser premierministeren, at han overvejer at gå af for at undgå at skulle bede EU om at udskyde brexit.

- Nej, jeg har påtaget mig at lede partiet og landet i en vanskelig periode, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med. Jeg opfatter det som mit ansvar, siger premierministeren, der tidligere har sagt, at han hellere vil dø end bede EU om en udskydelse af brexit.

- Det bedste for landet og folkets overordnede mentale helbred ville være at få gennemført brexit, siger han.

En misforståelse

Premierministeren har mødt stor kritik i løbet af ugen efter en ophedet debat i Underhuset i onsdags.

Her insisterede Boris Johnson på at omtale parlamentets seneste brexit-lov som "overgivelsesloven" og blev beskyldt for at bruge et sprog, der opildner til en grim brexit-debat.

I dagens interview med BBC afviser han kritikken og siger, at krigsmetaforer er ganske normale, når det kommer til den britiske politiske debat. Det vil være, at "forarme debatten", hvis man stoppede politikerne i at bruge dem, siger premierministeren, der siger, at han opfører sig forbilledligt trods en ganske giftig politisk atmosfære.

Dagen i Manchester bød på et eksempel på den giftige stemning, da en konservativ lokalpolitiker delte et billede fra sin løbetur, hvor hun havde fået øje på et truende banner rettet mod De Konservative.

Premierministeren har særligt fået kritik for, at han i onsdags reagerede med ordene "humbug", efter Labour-parlamentarikeren Paula Sherriff havde kritiseret Johnsons sprogbrug og talt om de mange trusler, som britiske parlamentarikere lever med.

Her kan du se et udklip af den barske debat i Underhuset:

Men der er tale om en misforståelse, siger den britiske premierminister. Hans "humbug"-bemærkning drejede sig udelukkende om kritikken af hans sprogbrug - ikke truslerne mod politikerne, siger han.

Premierministeren afviser også at have handlet forkert, efter det er kommet frem, at en uafhængig enhed i politiet har indledt en efterforskning for at afdække, hvorvidt Johnson misbrugte sit embede og brød loven, da han var borgmester i London.

Alt blev gjort helt efter bogen, og der var ikke tale om nogen interessekonflikter, siger han.

Oppositionen venter

De britiske oppositionspartier har på det seneste afholdt samtaler for at koordinere, hvordan de skal forholde sig, efter de i starten af ugen fik højesterettens ord for, at premierministeren handlede ulovligt, da han tidligere på måneden suspenderede det britiske parlament.

I går gik et medlem af det skotske nationalparti, SNP, så ud og brød tavsheden, da SNP-parlamentarikeren Stewart Hosie fortalte BBC, at man bør stille et mistillidsvotum mod premierministeren.

Det opfordrede Boris Johnson ligefrem oppositionen til at gøre under onsdagens ophedede debat.

Men i dag lyder meldingen fra Labours uddannelsesordfører, Angela Rayner, at man først skal sikre sig, at man undgår at ryge ud af EU uden en aftale den 31. oktober.

Andetsteds i det politiske landskab har Nigel Farage fra Brexit-partiet i dag meldt ud, at han stiller op ved det næste britiske parlamentsvalg.

Der har været spekulationer om, at Det Konservative Parti og Brexit-partiet ville lave en aftale om at samarbejde ved det næste valg.

Men det afviser premierministeren klart i dag.

- Vi laver ikke aftaler med andre partier, siger Boris Johnson.

Ved EU-valget i slutningen af maj blev Farages parti den helt store vinder med 32 procent af de britiske stemmer.