Boris Johnson: Jeg vil hellere ligge død i en grøft end at bede EU om udsættelse igen

Den britiske premierminister ønsker slet ikke et valg - men ser ikke andre muligheder.

Kun et valg kan sætte gang i den fastlåste brexit-proces.

- Jeg vil overhovedet ikke have et valg, men jeg kan ikke se andre løsninger.

Sådan lød det her til aften fra premierminister Boris Johnson på et pressemøde, der egentlig skulle have handlet om lanceringen af en ny kampagne for at øge Storbritanniens politistyrke.

Det altomspændende emne i Storbritannien i disse dage er bare ikke antallet af politibetjente på gaderne, men derimod det forestående farvel til EU og den store dramatik, der i den seneste tid har præget britisk politik.

Og premierministeren talte da heller ikke om politiet i særlig lang tid på dagens pressemøde, før emnet drejede sig over på brexit. Her afviste han blandt andet - uden omsvøb - at bede EU om at udsætte brexit endnu en gang.

- Jeg vil hellere ligge død i en grøft, lød svaret fra premierministeren, som tilføjede, at endnu en udsættelse vil være "fuldstændig meningsløs".

Dramatiske døgn for Johnson og regeringen

Pressemødet fandt sted efter flere dramatiske døgn i britisk politik, hvor regeringen og premierministeren har fået flere hak i tuden.

I tirsdags valgte et flertal i parlamentet at overtage styringen med Underhusets dagsorden, og i går fremsatte de så et lovforslag, der skal gøre det umuligt for regeringen at trække Storbritannien ud af EU den 31. oktober uden en aftale.

Flertallet talte blandt andet 21 af Johnson egne partimedlemmer. Samtlige blev efterfølgende smidt ud af partiet, men bevarer deres mandater i parlamentet.

I går blev lovforslaget så godkendt - og kort efter nedstemte parlamentet premierministerens forslag om at afholde et valg.

For at føje spot til skade, valgte premierministerens egen bror, den konservative viceminister Jo Johnson, i dag at trække sig fra sin post og forlade parlamentet.

Det har uden tvivl været et par hektiske dage for premierministeren, og en kommentator fra britiske The Guardian kalder da også aftenens tale, som var over 45 minutter forsinket, for "usammenhængende og kaotisk".

Jo Johnson er Boris Johnsons lillebror og var indtil i dag viceminister i sin brors regering. Han har siddet i parlamentet for de Konservative i ni år. (Foto: HENRY NICHOLLS © Scanpix)

'Tidligere, hvis han vil'

Johnson blev også spurgt ind til oppositionsleder Jeremy Corbyns anklager om, at oppositionen ikke vil kunne stole på, at regeringen vil afholde et valg tids nok til, at en eventuel ny regering kan deltage i forhandlinger ved EU-topmødet den 17.-18. oktober.

Men den anklage afviste premierministeren pure.

- Vi vil afholde valg den 15. oktober. Tidligere, hvis han vil have det. Lad os bare komme i gang, lød det prompte fra Johnson.

Det må være op til det britiske folk at vælge, om det skal være Johnson selv eller Jeremy Corbyn, der skal til Bruxelles for at forhandle en aftale på plads med EU den 17. oktober, tilføjede han.

Hvad nu?

I dag og i morgen vil Overhuset behandle det lovforslag, som Underhuset i går stemte igennem. Det forventes, at lovforslaget er færdigbehandlet og klar til dronningens underskrift i morgen eftermiddag.

Det forventes også, at Underhuset igen på mandag vil få mulighed for at debattere og stemme om premierministerens forslag om afholdelse af et valg.

Der er god grund til, at parlamentet har så meget at se til de næste dage. Mandag er nemlig den sidste dag i fem uger, hvor parlamentet kan få noget som helst lovgivning gennemført.

Det skyldes, at Boris Johnson har suspenderet parlamentet fra på mandag frem til den 14. oktober.

Ifølge Johnson skyldes det, at regeringen ønsker at afslutte den nuværende parlamentsperiode og starte på en frisk med en ny dagsorden. Oppositionen har dog anklaget ham for at forsøge at tvinge en såkaldt no deal-brexit igennem uden indblanding.

Premierministeren holder nemlig fast i, at hvis det står til ham, så forlader Storbritannen EU den 31. oktober - med eller uden en aftale.