Boris Johnson smider Churchills barnebarn ud af partiet

21 konservative parlamentsmedlemmer, herunder Churchills barnebarn, stemte tirsdag mod regeringen.

Det konservative parlamentsmedlem Nicholas Soames, barnebarn af Winston Churchill, vil blive smidt ud af partiet. (Arkivfoto.) (Foto: Simon Dawson © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Nicholas Soames, der er barnebarn af den britiske krigshelt og tidligere premierminister Winston Churchill, bliver smidt ud Det Konservative Parti i Storbritannien.

Det sker, efter at han sammen med 20 andre konservative parlamentsmedlemmer tirsdag stemte mod regeringen og for, at parlamentet overtager dagsordenen i Underhuset i dag.

- Indpiskeren vil tale med de konservative parlamentsmedlemmer, der ikke stemte med regeringen denne aften. De får fjernet deres konservative stemme, siger en talsmand for Storbritanniens premierminister Boris Johnsons kontor tirsdag aften.

Johnson havde inden tirsdagens afstemning advaret sine partifæller om, at de ville blive smidt ud af partiet, hvis de gjorde oprør.

- Jeg vil stemme mod regeringen i aften med et tungt hjerte, sagde 71-årige Soames tirsdag inden afstemningen.

Soames: En trist aften

Efter afstemningen blev Soames spurgt, om det var enden på Det Konservative Parti, hans bedstefar ville have kendt.

- Nej, men det er en trist aften, siger Soames efter afstemningen.

- Det er ærgerligt, at det her hele tiden har været planen. De (De Konservative, red.) vil prøve at få et nyt valg, som de altid har ønsket, siger Soames.

Churchill-efterkommeren har siddet i parlamentet siden 1983. I 2014 blev han slået til ridder af dronning Elizabeth II. Soames er søn af Mary Soames, som var den yngste af Winston Churchills børn.

Alle 21, der stemte imod regeringen, er altså på vej ud af partiet. Udover Soames kan nævnes den 79-årige Ken Clarke. Han er det længst siddende parlamentsmedlem i Underhuset og har været finansminister under den tidligere premierminister John Major i 1990'erne.

Udfaldet af afstemningen tirsdag har tilladt parlamentet at stemme om et lovforslag i dag, som skal forhindre premierminister Boris Johnson i at føre briterne ud af EU uden en aftale 31. oktober.

Forslaget går ud på at udskyde brexit til 31. januar 2020, hvis ikke Johnson formår at lande en aftale med EU inden 19. oktober.

Efter nederlaget har Johnson meldt ud, at han vil fremsætte et forslag om et nyt valg til Underhuset. Det kræver, at to tredjedele af parlamentet stemmer for.

/ritzau/Reuters