Boris Johnson stiller ikke op som konservativ leder

Frontfigur for brexit-kampagnen vil ikke lede Storbritannien.

Boris Johnson stod i spidsen for kampagnen, der kæmpede for at forlade EU. (Foto: Leon Neal © Scanpix)

Den tidligere borgmester i London og frontfigur for 'Forlad-EU-kampagnen, Boris Johnson, har ingen ønsker om at tage over efter David Cameron som premierminister og leder af det konservative parti.

Det siger han på et pressemøde.

- Efter at have konsulteret partifæller og set i lyset af situationen i parlamentet, er jeg nået frem til den konklusion, at den person ikke kan være mig, siger han.

- Jeg vil give al min støtte til den næste konservative regering, siger Boris Johnson.

Han siger også, at forløbet med at forlade EU er den helt store chance for at bygge et nyt Storbritannien op.

Meldingen er højst overraskende, idet Johnson, efter David Cameron meldte sin afgang, var tippet som favoritten til at tage over.

Og han var ligeledes en af bookmakernes storfavoritter til at snuppe posten som leder af partiet.

Fristen for at melde sig som David Camerons afløser var klokken 13.00 dansk tid. Der er flere kandidater til posten, og valget tegner til at blive særdeles spændende.

Den nuværende indenrigsminister Theresa May er blandt favoritterne

Sagen kort

  • David Cameron meddelte sin afgang, efter at briterne torsdag stemte for at trække Storbritannien ud af EU. Han vil dog tidligst trække sig i begyndelsen af september, hvor Det Konservative Parti holder efterårskonference.

  • I alt har fem konservative valgt at stille op som formandskandidat.

  • Da der ikke er lagt op til parlamentsvalg, ventes den nye partiformand automatisk også at blive premierminister.

  • En af favoritterne er indenrigsminister Theresa May, anbefalede også at blive i EU, men hun befandt sig i baggrunden af debatten.

  • Også den nuværende finansminister og brexit-tilhænger Michael Gove har meldt sit kandidatur.