Boris Johnsons årelange EU-kritik kan føre ham til Downing Street. Og vælte ham af pinden igen

Da Boris Johnson kom til Bruxelles for 30 år siden, blev vi naboer, kolleger og gode venner. Vi arbejdede begge på EU-skeptiske aviser - og dem var der brug for dengang.

I 1991 flyttede jeg ind på Square Marie Louise i Bruxelles. Jeg var ung og nyuddannet journalist, som på det tidspunkt allerede havde dækket EF-stoffet - som det jo hed dengang - i et par år som journalistelev og freelancer.

Det tog ikke lang tid, inden jeg blev gode venner med naboen, for vi opdagede hurtigt, at vi havde flere ting til fælles.

Vi var lige gamle. Vi var begge ved lidt af et tilfælde havnet i Bruxelles på det mest spændende og politisk sprængfarlige tidspunkt i hele efterkrigstiden. Berlinmuren var faldet, Sovjetunionen faldt fra hinanden og EF var ved at forandre sig til en europæisk union.

Vi arbejdede begge for EF-skeptiske aviser. Jeg arbejdede for EU-modstandernes ugeavis Notat og for Dagbladet Information. Naboen var korrespondent for den britiske avis The Daily Telegraph.

Hans byline i avisen var Boris Johnson.

Pressebaren var svaret på Google

Det er fristende at begynde historien om Boris Johnsons tid som Bruxelles-korrespondent med at gentage nogle af de skøre og skæve EU-historier, han skrev, og som ofte fremkaldte en blanding af skæve smil og overbærende hovedrysten i pressesalen i Breydel-bygningen i Bruxelles.

I næste uge bliver det afgjort, om Boris Johnson skal overtage lederskabet af Det Konservative Parti og bliver britisk premierminister. (Foto: Dylan Martinez)

For det var altid underholdende, når Boris – ofte med skjorten hængende udenpå bukserne – rakte hånden op i pressesalen for at stille et spørgsmål.

For at forstå, hvad der skete og hvordan det foregik, så er det vigtigt at forstå, at starten af halvfemserne var en anden tid: Der var intet internet. Ingen mobiltelefoner. Intet Google.

Ville man vide, hvad der foregik i EF-samarbejdet, var man nødt til at møde op til Europa-Kommisionens pressebriefing, der blev afholdt hver dag kl. 12.

Ofte kom vi journalister lidt før. Så drak vi kaffe i pressebaren, mens vi sludrede og udvekslede oplysninger om, hvad der skete – både i Bruxelles og i de forskellige lande.

Pressebaren var dengang for Bruxelles-journalister, hvad Google er i dag. Stedet hvor man hurtigst fik oplysninger om, hvad der foregik i europæisk politik. Og stedet hvor man fik indblik i, hvilke historier de andre medier lavede fra Bruxelles.

Bøjede bananer og lyserøde flamingoer

Arbejdssproget i pressesalen var fransk – kun fransk. Så når journalisterne skulle stille spørgsmål til talsmændene i Europa-Kommissionen, skulle det foregå på fransk. Og der var ingen oversættelse.

Enhver, der har ført en samtale med Boris Johnson, ved, at han brummer, at han holder lange pauser, og at han ikke altid færdiggør sine sætninger. Så det førte jævnligt til muntre scener i pressesalen, når han rakte hånden i vejret for at få en kommentar til en af de skøre historier, han elskede at lave.

Det var historier om europæiske regler om bøjede bananer, planer om at jævne den ikoniske Berlaymont-bygning med jorden, da den var fyldt med asbest og meget andet.

En munter episode var, da Boris Johnsen fik ordet i pressesalen og spurgte ind til, hvorfor EF ville forbyde lyserøde flamingoer? Ingen – absolut ingen – i hele pressesalen forstod, hvad Boris Johnson mente.

Men da det lød som et spørgsmål, som muligvis handlede om landbrugspolitik, gik landbrugskommissærens talsmand op på podiet for at svare.

Den efterfølgende scene var ubeskrivelig.

Boris Johnson forsøgte - på fransk - at forklare, hvorfor et sæt nye regler, der skulle vedtages i Bruxelles, ville betyde, at der aldrig mere ville være lyserøde flamingoer i de zoologiske haver i Europa.

Og landbrugskommissærens talsmand - en irer ved navn Gerard Kiely – forsøgte efter bedste evne – også på fransk - at forklare, at der ikke var nogen planer om at forbyde lyserøde flamingoer.

Imens sad resten af pressesalen med en blanding af munterhed og hovedrysten og forsøgte at finde ud af, hvad der egentlig var op og ned på flamingo-historien.

Det viste sig – som så ofte før – med Boris Johnsons skæve EU-historier, at der var lidt om sagen – men at historien alligevel ikke var rigtig.

EF-landene var i gang med at lave det indre marked, og det betød harmonisering af tusindvis af regler. Flamingo-historien handlede om et bestemt farvestof, som var på vej til at blive forbudt – som menneskeføde. I naturen får flamingoer deres lyserøde farve fra det røde pigment i de mange rejer og skaldyr, som flamingoerne spiser.

I zoologiske haver fodres flamingoer ofte med noget andet og billigere end rejer og skaldyr, og for at bevare farven tilsættes der lidt farvestof til flamingoernes mad. Så – med en pæn portion journalistisk stramning – var der altså en oplagt historie: EF forbyder lyserøde flamingoer.

Lille spredning i Europa

Mange har forsøgt at bedømme, hvilken indflydelse Boris Johnson og hans skæve EU-historier har haft på EU-debatten – både i Storbritannien og i resten af Europa.

Hvis historierne havde været skrevet i dag, havde de uden tvivl fået stor udbredelse. I dag deles historier hurtigt på sociale medier, og det er formentlig de færreste, som deler en historie, der først undersøger, om der faktisk er hold i historien.

Men starten af halvfemserne i Bruxelles var en anden tid.

Hvis man ville vide, hvad der stod i andre aviser, var man nødt til at købe dem. Derfor begyndte dagen som korrespondent i Bruxelles altid med en tur i aviskiosken for at hente aviser. Og udenlandske aviser var dyre.

Hvis man f.eks. ville købe en dansk avis, som blev fløjet ned til Bruxelles med et morgenfly, kostede en avis 20 kroner. Og det var vel at mærke i 1990.

Det betød også, at når vi som journalister hørte om nogle af Boris Johnsons historier, var det enten fordi, der blev stillet spørgsmål om historierne ved den daglige pressebriefing, eller fordi vi faldt over historierne i de daglige presseklip.

Europa-Kommissionen har et kontor i hvert medlemsland, og de klippede de vigtigste historier ud af aviserne og sendte dem med fax til Bruxelles. Her blev historierne så kopieret, og som en hjælp til journalisterne, lå der såkaldte press review med et antal kopierede historier, som vi kunne læse.

Derfor var det kun i et mere begrænset omfang, at Boris Johnsons skæve historier spredte sig til den øvrige europæiske presse.

Større spredning i UK

Anderledes var det i Storbritannien. På avisredaktionerne i London læste alle Daily Telegraph. Og Boris Johnsons historier fandt oftere og oftere vej til forsiden på avisen.

Det betød, at de øvrige britiske journalister i Bruxelles igen og igen blev ringet op af deres redaktioner hjemme i London, som gerne ville have deres egen version af Boris Johnsons historier.

For de britiske kolleger i pressesalen var mange af Boris Johnsons historier en stor kilde til frustration. Der var ikke nogen mobiltelefoner. Når der var rådsmøder, var der et pressecenter, og heri lå et callcenter med 20 telefonbokse.

Redaktionerne kunne ringe ind, og så blev vi som journalister kaldt over en højtaler og fik tildelt en telefonboks. Eller vi kunne selv gå ind og bestille en telefonlinje, når der skulle ringes hjem til redaktionen.

Telefonboksene var egentlig bare en telefon, som hang på væggen og en lille skillevæg mellem hver af de godt 20 telefoner i lokalet. Boksene var åbne. Så når man stod i en boks og talte med redaktionen, kunne man ikke undgå at overhøre samtalerne i nabo-telefonboksen. Og det skete jævnligt, at man kunne høre en journalist fra The Times, Daily Mail, The Guardian eller en af de andre britiske aviser stå i telefonboksen og forsøge at forklare redaktionen hjemme i London, at vist var Boris Johnsons historie god – den var bare ikke rigtig.

Nogle gange lykkedes kollegerne med at få stoppet, at en skæv Boris-historie spredte sig.

Andre gange kunne man dagen efter møde frustrerede britiske kolleger, som havde oplevet, at redaktionen hjemme i London havde ændret deres historie for at få en del af en Boris-historie med.

Også pressesalen ved den daglige pressebriefing kunne nogle gange udvikle sig til en munter kamp mellem Boris Johnson og nogle af de britiske kolleger. Her kunne man høre, hvordan britiske kolleger stillede spørgsmål til Kommissionens talsmænd for at få kommentarer til en Boris-historie fra Daily Telegraph.

Især The Guardian havde dengang en korrespondent som i pressesalen var lige så ”legendarisk” som Boris Johnson. Hans navn var John Palmer.

Og den daglige pressebriefing kunne engang imellem udvikle sig til en slags verbal duel mellem John Palmer og Boris Johnson, hvor de to – på fransk – stillede spørgsmål til forskellige talsmænd i Kommissionen om en eller anden historie, som Boris Johnson havde skrevet.

Imens kunne EU-talsmænd og resten af pressesalen muntert måbende følge, hvad der oftere og oftere udviklede sig til interne britiske slagsmål om europapolitik – oftest fuldstændig afkoblet fra, hvad der var på den europæiske politiske dagsorden i resten af Europa.

Et halvfemser-fænomen, som er blevet endnu mere tydeligt ved pressebriefinger i Bruxelles i dag.

Problemer i UK og Danmark

Nogle af Boris Johnsons historier om EU-regler og deres effekt fandt dog vej til dansk og skandinavisk presse. Men skal man pege på et område, hvor Boris Johnson og hans journalistik spillede en større og mere væsentlig rolle, var indenfor et andet område:

Nemlig beskrivelsen af den rivende udvikling som det europæiske samarbejde havnede i efter Berlinmurens fald. Det var også på det område, jeg selv havde det tætteste samarbejde med Boris Johnson.

Tilbage i slutningen af firserne hed samarbejdet stadig Det Europæiske Fællesskab – forkortet EF. Samarbejdet bestod af 12 medlemslande, og de var langt fra altid enige om, hvordan det hele skulle udvikle sig.

Specielt to af de 12 medlemslande – nemlig Danmark og Storbritannien – skilte sig ud, når diskussionen handlede om, hvorvidt det europæiske samarbejde skulle udvikle sig til en egentlig union.

Franske Jacques Delors var formand for EU-Kommisionen frem til 1995.

Første gang jeg selv oplevede, hvordan EF-diskussionen i Danmark var diametralt modsat af diskussionen i eksempelvis Tyskland, var, da jeg dækkede mit første topmøde. Det var i juni 1988 og foregik i Messecentret i Hannover. De 12 stats- og regeringschefer blev enige om at nedsætte et udvalg med den daværende kommissionsformand, Jacques Delors, som formand. Udvalget skulle udarbejde en plan for, hvordan man kunne indføre en fælles europæisk mønt.

Den tyske kansler, Helmut Kohl, kaldte dagen for historisk. Et første skridt mod en fælles europæisk valuta.

Statsminister Poul Schlüter havde en noget anden udlægning af, hvad der var sket ved topmødet:

- Det har været en god dag for Danmark. Det er lykkedes af få planerne om en fælles EF-valuta begravet i et udvalg, lød vurderingen fra den daværende danske statsminister.

Få år inden havde Poul Schlüter før den danske folkeafstemning om EF-Pakken erklæret, at hvis bare danskerne stemte ja, så ville planerne om en europæisk union være ”stendød”.

Du kan se klippet med daværende statsminister, Poul Schlüter, her:

I november 1989 faldt Berlinmuren. Tyskland stod overfor en genforening, og efter en del diskussion og uenighed blev de 12 EF-lande enige om at indlede forhandlinger – både om etableringen af en økonomisk og monetær union – og en politisk union.

For en række EF-lande var udviklingen både logisk og ønskværdig. Beneluxlandene, Tyskland, Frankrig og sydeuropæiske lande som Spanien og Italien bakkede op. Men især to EF-lande havde store indenrigspolitiske problemer med de mange unionsplaner: Danmark og Storbritannien.

Thatchers fald

I Danmark forsøgte specielt Poul Schlüter at give indtryk af, at planerne om fælles mønt, fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, europæisk politisamarbejde og meget andet ikke var så voldsomme og så vidtgående.

Den indenrigspolitiske situation i Storbritannien var ikke identisk – men den lignede alligevel meget.

Den daværende britiske premierminister Margaret Thatcher ses her med udenrigsminister Geoffrey Howe før Det Europæiske Råds møde i december 1987 i København. (Foto: MOGENS LADEGAARD)

Premierminister Margaret Thatcher havde stadig større problemer med at styre sit konservative regeringsparti på EF-politikken.

Nogle politikere – for eksempel Bill Cash som stadig er aktiv i dag – var allerede dengang markante modstandere af yderligere europæisk integration. Mens andre fremtrædende konservative politikere bakkede op om EF-planerne.

De konservative var – dengang som i dag – splittede, og det skabte problemer for Margaret Thatcher.

Da hun kom hjem efter EF-Topmødet i Rom i oktober 1990 og talte i det britiske underhus, så forsøgte hun at forklare, at planerne om en fælles EF-valuta egentlig ikke handlede om at indføre en fælles mønt.

Det handlede om at indføre en parallelvaluta, som virksomheder kunne benytte, når de handlede.

Og mens debatten i Underhuset udviklede sig, fik Margaret Thatcher taget grundigt afstand fra alle planer om at udvikle EF-samarbejdet og give mere magt til Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen sådan som de øvrige EF-lande ønskede. No, no, no lød den legendariske udmelding fra Margaret Thatcher.

Kort tid efter var hun borte som britisk premierminister. Fældet på grund af intern britisk konservativ uenighed om europapolitikken. En skæbne som skulle overgå flere konservative premierministre efter Thatcher.

Også Theresa May og tidligere premierminister David Cameron er blevet udfordret af briternes forhold til EU. (Foto: HENRY NICHOLLS)

Tabt suverænitet

Med regeringer i både Danmark og Storbritannien som hele tiden forsøgte at nedtone betydningen af de unionsplaner, som EF-landene var i gang med, var jorden gødet for et utal af historier om EU-planer om øget europæisk integration.

EF-landene forhandlede om to traktater om politisk og monetær union i to såkaldte regeringskonferencer. Alle dokumenter, som blev præsenteret i regeringskonferencerne var fortrolige – undtagen i Danmark.

Her havde udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen lovet Folketingets Markedsudvalg, at det havde adgang til alle oplysninger.

Det gjorde mig til lidt af en gylden kollega i Bruxelles. For jeg sørgede for, at alle papirer til markedsudvalget blev sendt til mig i Bruxelles - med almindelig post. Og dermed var jeg pludselig en af de mest velorienterede journalister i Bruxelles. Det vidste Boris Johnson – og en del andre.

Uden internet var papir noget, man delte – enten ved kopimaskinen eller via telefax.

Og papirerne om regeringskonferencen var en sand guldgrube af oplysninger om, hvilke planer de forskellige lande havde.

Historierne var forskellige. De danske historier handlede ofte om, hvor det europæiske samarbejde nu var på vej hen – stillet op overfor, hvilken udvikling danske politikere tidligere havde spået ville komme.

John Major nåede at være premierminister og leder af det Konservative Parti fra 1990-1997. (Foto: Ian Hodgson)

I Storbritannien var historierne mere straight forward. Vinklen var oftest, at der var planer om mere magt til de europæiske institutioner, og at Storbritannien og det britiske parlament derfor ville tabe suverænitet.

Boris Johnson elskede de historier. Han elskede at beskrive de forskellige planer om et føderalt Europa, hvor Storbritannien tabte magt. Daily Telegraph elskede historierne, mens de konservative premierministre hadede dem.

De kostede Margaret Thatcher posten som premierminister, og de betød, at hendes efterfølger, John Major, aldrig fik en chance for at etablere sig på posten. Hans regering blev slidt op af EF spørgsmålet.

Boris og det danske nej

I december 1991 blev EF-landene enige om Maastricht-traktaten, som skulle ændre navnet på det europæiske samarbejde fra EF til EU – Den Europæiske Union.

Da traktatforhandlingerne sluttede en sen nattetime i december 1991, og den nye britiske premierminister, John Major, holdt pressekonference, erklærede han, at det var game, set and match for Storbritannien i forhandlingerne. Briterne havde fået alt, hvad de ønskede sig og var ikke tvunget til noget uønsket.

Og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen vurderede overfor DR's daværende Bruxelles-korrespondent, Rolf Jonshøj, at danskerne ikke kun ville sige ja, men ligefrem "ja tak", når der senere skulle stemmes om Maastricht-traktaten ved en folkeafstemning.

Men kastede man blot et enkelt blik på Maastricht-traktaten, så var det tydeligt for enhver, at EU-samarbejdet udviklede sig hurtigere og langt mere vidtgående end det indtryk, man kunne få at de indenrigspolitiske diskussioner i både Danmark og Storbritannien.

Og mens danskerne forberedte sig på en folkeafstemning den 2. juni, så var man i Europa-Kommissionen i gang med at forberede sig på, hvordan EU-samarbejdet fremover skulle udvikle sig, når antallet af medlemslande skulle udvides fra 12 til langt flere medlemmer.

Kommissionens formand, Jacques Delors, bad en af sine nærmeste medarbejdere – en franskmand ved navn Michel Petit – om at udarbejde en plan for, hvordan man kunne sikre, at et EU med 30 medlemslande ville kunne træffe beslutninger.

Løsningsforslagene, som Michel Petit præsenterede for Jacques Delors, var radikale.

Det mest oplagte ville være, at ikke alle EU-lande skulle udpege en kommissær. Der burde ikke være en EU-kommissær per land. Langt flere beslutninger skulle træffes ved flertalsafgørelser. Altså mindre vetoret til medlemslandene. Og Europa-Parlamentet skulle have mere indflydelse.

Der var ”kun” tale om et papir som var udarbejdet til Delors. En beskrivelse af forskellige scenarier. Men papiret blev lækket til pressen, og så var fanden ellers løs i Laksegade.

Jeg selv skrev historien til Dagbladet Information, hvor de hemmelige planer fyldte hele forsiden. Boris Johnson lavede samme historie til Daily Telegraph om den hemmelige Delors-plan om mere union.

Historien om Delors planer, som den tog sig ud i avisen i 1992.

Historien gav genlyd i Danmark. Så meget, at udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen truede Jacques Delors med, at han ikke ville blive genudpeget som formand for Europa-Kommissionen, hvis ikke han trak forslagene tilbage.

Det førte til en nærmest absurd situation op til den danske folkeafstemning, hvor de danske journalister blev inviteret til møde med Delors, som forsøgte at forklare, at der ikke var noget forslag.

Tvivlende danskere

Efterhånden som den danske folkeafstemning nærmede sig, fik Boris Johnson mere og mere øjnene op for, at danskerne skulle stemme, og at det kunne være en historie.

En dag kom han hen til mig i pressebaren ved den daglige briefing og spurgte til den danske afstemning.

- Det bliver vel et ja, gør det ikke, spurgte Boris Johnson.

- Jeg er ikke sikker. Jeg tror godt, at det kan ende med et nej, svarede jeg.

Boris Johnson blev straks interesseret.

Artiklen som Boris Johnson skrev før den danske folkeafstemning i 1992.

Vi bestilte kaffe. Jeg forklarede om de danske diskussioner og den indenrigspolitiske situation og debat, og så tænkte jeg ikke mere på det. Indtil dagen efter, hvor der var landbrugsministerrådsmøde.

I korridoren mødte jeg en kollega fra Financial Times, som grinende kom imod mig:

- Jeg kan se, at du er i Daily Telegraph i dag, Ole, sagde han.

Han havde set, at jeg havde drukket kaffe med Boris og havde læst den artikel, Boris Johnsen efterfølgende havde skrevet.

Artiklen havde overskriften "Dubious Danes Threaten to kill off EC Treaty in referendum": Tvivlende danskere truer med at dræbe EF-traktat i folkeafstemning.

Artiklen er baseret på tre anonyme milder. En erfaren politisk observatør, en analytiker og ”en dansker”.

Da jeg havde fundet Boris Johnsons artikel i de daglige presseklip, kunne jeg konstatere, at de tre kilder, som optræder i artiklen, siger præcis de ting, jeg selv fortalte Boris Johnson, da vi dagen inden drak kaffe.

Herunder kan du se Boris Johnsons reaktion, da han sidste sommer fik overbragt en hilsen fra DR's EU-korrespondent:

Unions boomerang

Gennem sine år som journalist og klummeskriver har Boris Johnson mere end nogen anden været skribenten, som har pustet til den ild, der førte til, at et flertal af briterne for tre år siden stemte for, at Storbritannien skal forlade EU.

Boris Johnson har – på godt og ondt – været en af de førende drivkrafter i den EU-debat, som har præget britisk politik i årtier.

Og det er nu den britiske EU-debat, der om noget er anledningen til, at Boris Johnson lige nu er favorit til i næste uge at blive Storbritanniens næste premierminister.

Det kan vise sig at blive skæbnens ironi, at Boris Johnson står til at arve de problemer med EU og det konservative parti, som har været skæbnesvangert for de seneste fire konservative britiske premierministre: Margaret Thatcher, John Major, David Cameron og Theresa May.

Boris Johnson var en af de mest markante stemmer bag "Leave"-kampagnen i Storbritannien i 2016. (Foto: Peter Nicholls)

Det er den EU-kritik, som Boris Johnson om nogen har været med til at skabe i Storbritannien, der er på vej til at føre ham til magten og ind i Downing Street nr. 10.

Og det kan vise sig, at det bliver den selvsamme EU-kritik, som kan føre til, at han går over i historien som den premierminister, der sad kortest tid på magten.

Uanset hvad der sker og hvordan det går, så er der dog næppe tvivl om, at Daily Telegraph står parat til at fortsætte med at lægge spalter til Boris Johnson, når han skriver om EU.

Facebook
Twitter