Boston Politi: Ingen er anholdt for bombeterror

CNN rapporterede, at en mistænkt var anholdt i forbindelse med bomberne i Boston. Men nu siger Boston Politi ifølge CNN, at der ikke er anholdt nogen.

Det var her ved målstregen til Boston Marathon, at de to bomber eksploderede mandag eftermiddag lokal tid.

CNN rapporterede tidligere, at efterforskere har anholdt en mistænkt i forbindelse med bomberne i Boston. Nu udtaler Boston Politi ifølge CNN, at der ikke er nogen anholdte i sagen.

Men ifølge efterforskere er en formodet gerningsmand muligvis blevet identificeret ud fra sikkerhedsvideoer før bombe-eksplosionerne.

FBI og Boston politi holder senere torsdag en pressekonference. Den skulle være gået i gang kl. 23 dansk tid, men er nu udsat - det vides ikke hvor længe.

Ransaget et hjem

Politiet har tidligere onsdag ransaget et hjem i Boston, hvor de ikke fandt noget, lød meldingen. Politiet har tidligere fundet spor af bomberne i form af nylon og en trykkoger ved gerningsstedet, som efterforskerne mente var en vigtig brik i efterforskningen.

Efterforskerne mener at have identificeret den mistænkte ud fra optagelser på en sikkerhedsvideo inden eksplosionerne.

Obama: Vi vil finde de skyldige

To bomber eksploderede mandag eftermiddag lokal tid i Boston ved målstregen i Boston Marathon. Tre blev dræbt, og 176 personer blev såret.

Både FBI, politiet og præsident Obama har lovet det amerikanske folk, at gerningsmanden eller gerningsmændene vil blive fundet og retsforfulgt. "Vi vil gå til verdens ende for at finde ham," sagde en FBI-agent på en pressekonference tirsdag.

Både her på dr.dk og på DR2 kan du følge Bostons Politis pressemøde klokken 23.00 dansk tid.