Brændende træer truer huse i Californien

I Californien er mange af de voldsomme skovbrande ved at være under kontrol. Men stor forekomst af eukalyptustræer besværliggør opgaven. Træerne kan nemlig bryde i brand uden åben ild.

Brandfolkene i San Diego er ikke længere er ikke magtesløse over for skovbrandene. (Foto: PAUL BUCK © Scanpix)

I Californien er brandfolkene så småt ved at have mange af de voldsomme skovbrande under kontrol.

Den kraftige vind i området er taget af, men brandene har også været svære at slukke, fordi meget af bevoksningen i det tørre klima består af eukalyptustræer, der er importeret fra Australien.

Og de træer er fulde af olie fortæller DRs udsendte medarbejder Allan Bo Poulsen fra San Diego:

- Hvis træerne bliver antændt, kommer de til at fungere som rene fakler. Og mange af eukalyptustræerne er ret høje, så når de knækker, kan de antænde husene. Mange har derfor væltet træerne, inden de har forladt deres hjem som en sidste desperat handling, fortæller Allan Bo Poulsen.

Han forklarer, at træerne ikke behøver flammer for at blive antændt.

- Varm vind fra brandene kan få træerne til at selvantænde. Og derfor er folk stadig noget nervøse, for selv om der ikke er nogen flammer at se, så kan en forkert vind få ilden til at blusse op, siger Allan Bo Poulsen.

Facebook
Twitter