Brand i landsbyer, voldtægter og drab på civile kan udløse katastrofe i Sydsudan

Op mod en million børn er ifølge FN i fare for akut underernæring.

(Foto: Alex Mcbride © Ritzau Scanpix)

Millioner er på randen af en sultkatastrofe i det krigshærgede Sydsudan, advarer FN. Op mod en million børn er i fare for akut underernæring.

- I januar i år vidste 6,17 millioner mennesker i landet ikke, hvorfra de skulle få deres næste måltid, hedder det i en rapport fra FN's fødevareprogram (WFP).

Rapporten, der blev offentliggjort i februar, advarer om, at omkring 60 procent af befolkningen - næsten syv millioner mennesker - risikerer stor fødevareusikkerhed i maj, juni og juli.

FN-organisationerne FAO, Unicef og WFP siger, at der er katastrofelignende forhold i flere delstater. 860.000 børn under fem år lider af alvorlig underernæring.

Advarslerne kommer, samtidig med at den katolske kirke i Sydsudan advarer om, at en fredsaftale i landet er ved at bryde sammen.

- Fjendtlighederne er taget af. Men fredsaftalen holder ikke, advarede ærkebiskop Paulino Lukudu i den forløbne uge.

- Alle parter er involveret i kampe eller forbereder sig på krig, sagde han.

Mennesker har været indespærret i årevis

Der er fortsat kamphandlinger i dele af Sydsudan. En fredsaftale fra september skulle ellers have bragt en fem år lang borgerkrig til afslutning.

Fredsaftalen blev underskrevet af de stridende parter - anført af præsident Salva Kiir og hans tidligere og nu genindsatte vicepræsident Riek Machar.

Krigen menes at have kostet op mod 400.000 mennesker livet. Millioner er drevet på flugt til nabolandene.

FN-Kommissionen for Menneskerettigheder i Sydsudan sagde i en 212 sider lang rapport sidst i februar, at regeringsstyrker og militser, der er sat i forbindelse med krigsforbrydelser, finansieres af landets oliebaserede økonomi.

Rapporten siger, at mennesker har været indespærret i årevis og er blevet tortureret i hemmelighed i fængsler fyldt med skadedyr, at børn bliver kørt over af kampvogne, at piger helt ned til syv år udsættes for voldtægter, og at babyer druknes, sultes og blive smadret mod træer.

Andrew Clapham, som er med i FN-kommissionen, udtrykte over for Reuters harme over rapporterne om nye kampe mellem regeringsstyrker og oprørere i Den Nationale Frelserfront, som ikke er med i fredsaftalen.

- Tusindvis af civile fordrives med den brændte jords taktik. Parterne angriber landsbyer, sætter huse i brand, dræber civile og voldtager kvinder og piger, siger Clapham.

/ritzau/Reuters

 

Facebook
Twitter