Brand lammer norsk lufthavn: Flere hundrede biler forventes ødelagt

Flere hundrede biler antages at være ødelagte som følge af brand i parkeringshus ved Stavangers lufthavn.

Myndighederne håber, at lufthavnen kan fungere igen fra onsdag morgen. (Foto: Carina Johansen © Scanpix)

Flytrafikken ved Stavanger lufthavn i det sydvestlige Norge blev tirsdag indstillet efter en brand i et parkeringshus.

Der er brand i mange biler, og lufthavnen er lukket ned for al flyvning. Ifølge Stavanger Aftenblad antages det, at flere hundrede biler er ødelagt som følge af branden.

Meldingen om branden kom klokken 15.33 tirsdag eftermiddag fra en privatperson.

Ved 22-tiden tirsdag aften har brandvæsenet fortsat ikke meldt ud, om de har kontrol over branden i det fem etager høje parkeringsanlæg.

Men branden og røgudviklingen er kraftigt

reduceret
i løbet af de seneste timer, lyder meldingen fra politiet.

Efterslukningen fortsætter hen over natten til onsdag.

Lammede flytrafikken

Flytrafikken blev indstillet tirsdag eftermiddag, og først onsdag morgen

genoptages
den. Men det kan tage tid, før den er på normalt niveau, oplyser Avinor.

Ifølge politiet startede branden i parkeringshuset P1, der har plads til over 3000 biler. Det var næsten fuldt, da branden begyndte. En del af parkeringshuset, som står i flammer ved Stavanger lufthavn, er kollapset.

Brandmændene har måtte trække sig ud af bygningen i frygt for, at den kollapser. (Foto: Carina Johansen © Scanpix)

Ifølge politiets operationsleder Victor Frenne-Jensen har politiet ikke fået melding om, at nogen skulle være kommet til skade i forbindelse med branden.

Ved 16.30-tiden oplyste politiet, at gæster på Scandic Hotel blev

evakueret
som følge af branden.

Statsministerbøvl

Branden har fået betydning for Norges statsminister, Erna Solberg. Hun skriver på Twitter, at hun var i Stavanger for at indvie oliefeltet Johan Sverdrup, da branden brød ud.

Hun er nu forhindret i at flyve hjem.

- Nu bliver det en køretur fra Stavanger til

Oslo
, skriver hun og spørger kort efter sine Twitter-følgere:

- Hvad er det bedste fastfood-sted på vejen?

Ifølge Google tager turen på 555 kilometer omkring syv timer og et kvarter uden stop på fastfood-restauranter.

Fly mellem København og Stavanger er også blevet aflyst. Tirsdag eftermiddag og aften skulle to SAS-fly flyve fra København mod Stavanger og ligeledes to fly den anden vej. Men al flytrafik blev altså aflyst.

/ritzau/NTB

Opdatering: Det fremgik tidligere af artiklen, at branden var opstået, fordi der var gået brand i en elbil. Denne sætning er slettet, da Sandnes Politi onsdag den 8. januar om formiddagen udsender en pressemeddelelse, hvori det fremgår, at det var en ældre dieselbil, der var udbrudt brand i.