Brand, skud og tåregas: Voldsomme optøjer på Haiti

Mindst én død og flere sårede efter demonstrationer fører til sammenstød med politiet.

Brændende biler og kampklædte betjente har over weekenden fyldt Haitis hovedstad, der siden torsdag har været præget af voldsomme demonstrationer.

Mindst én demonstrant er død, efter politiet lørdag affyrede skud. Flere demonstranter og betjente er såret, skriver amerikanske Miami Herald.

Haiti har gennem flere år stået med store humanitære udfordringer, og befolkningen kræver nu afgang for landets præsident Jovenel Moise, som de blandt andet mener har vendt det blinde øje til flere års korruption i den tidligere regering.

- Hvis Jovenel Moise ikke træder af, udnævner vi en midlertidig præsident i de kommende dage, lød det torsdag fra oppositionsleder Moise Jean Charles, som deltog i protesterne.

Underslæb i regeringen

Det er ikke første gang, at korruptionsbeskyldningerne får folket på gaden.

Haiti lånte for adskillige år tilbage flere milliarder af Venezuela. Penge, der blandt andet skulle genoprette og stabilisere Haiti, efter et jordskælv i 2010 angiveligt slog op mod 160.000 mennesker ihjel og ødelagde store dele af landet.

Men en stor del af pengene gik i stedet i lommen på højtstående regeringsmedlemmer og private virksomheder, antyder en rapport, der dokumenterer betalinger på flere millioner til projekter, der aldrig blev sat igang.

Demonstranterne mener ikke, at præsident Moise har gjort nok for at efterforske det formodede underslæb.

- En lille rig minoritet styrer landet, mens en masse mennesker dør og sulter. Derfor vælger vi at protestere, lyder det fra demonstranten Valckensy Dessin.

Demonstranter advarer om, at der vil være flere protester de kommende dage. Præsident har indtil nu nægtet at træde af, men anmoder om forhandlinger med oppositionen.

Facebook
Twitter