Brandbombe mod svensk synagoge kan skyldes Jerusalem-beslutning

Sveriges kammeradvokat bekræfter, at angreb på synagoge i Gøteborg kan skyldes uro om Israel.

Det har skabt vrede hos pro-palæstinensere over hele verden, at Donald Trump anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Her brænder palæstinensere i Jerusalems gamle bydel et foto af den amerikanske præsident. (Foto: AMMAR AWAD © Scanpix)

Lørdag aften kastede en gruppe maskerede mænd brandbomber mod en synagoge i den sydsvenske by Gøteborg.

Overvågningskameraer på stedet afslørede de tre mænd i 20'erne i færd med at foretage angrebet, og de blev anholdt natten til søndag.

Nu overtager det svenske politis enhed for hadforbrydelser efterforskningen af hændelsen.

Sagen er ifølge SVT landet på den svenske kammeradvokat Stina Lundqvists bord, og ifølge hende hænger angrebet sammen med internationale politiske begivenheder.

- Det er klart, at dette har med de aktuelle politiske hændelser at gøre. Vi ved ikke, om de anholdte er en del af en organisation, men det er klart, at med et sådant motiv, så må man tilhøre en vis gruppering, siger Stina Lundqvist til SVT.

Til kamp mod antisemitisme

I sidste uge annoncerede den amerikanske præsident, Donald Trump, at USA flytter sin ambassade i Israel fra Tel Aviv til Jerusalem, og at USA anerkender Jerusalem som Israels hovedstad.

Beslutningen har udløst demonstrationer flere steder i den arabiske verden og har mødt fordømmelse fra både arabiske og vestlige statsledere.

Brandangrebet i Sverige kan altså ifølge kammeradvokaten have med Donald Trumps beslutning at gøre.

I Sverige har angrebet mod synagogen også fået den svenske udenrigsminister til at reagere. Efter et møde med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, i går, sagde hun, at der skal gøres endnu mere for at komme antisemitisme til livs.

- Had, vold og antisemitisme har ingen plads i vores samfund. Vi bliver nødt til at gøre mere for at bekæmpe antisemitismen, sagde udenrigsminister Margot Wallstrøm.

Alle tre anholdte nægter sig skyldige i at have forsøgt at sætte ild til synagogen. Ved angrebet kastede de maskerede mænd brandbomber ind i synagogens gård. Ilden blev dog hurtigt slukket af et regnskyl.