Brandbombe mod synagoge i Frankrig

En synagoge i den franske by Toulouse blev mandag aften beskadiget, da en brændende bil blev skubbet ind i bygningen. Ingen kom noget til.

Ukendte gerningsmænd sendte mandag aften to biler pakket med benzinbomber mod en jødisk synagoge i den sydfranske by Toulouse. Der skete materiel skade, men ingen kom noget til.

Den ene bil blev stukket i brand og skubbet af den anden, indtil den ramte døren til synagogen. Bygningen brød i brand, men de omkring 12 personer, der befandt sig derinde, formåede at slippe uskadt ud.

Ingen anholdelser

Fransk politi fandt ueksploderede benzinbomber i den anden bil, der ikke var i brand. Politiet siger, at angrebet nu efterforskes, men at der ikke er foretaget anholdelser i sagen.

Tidligere på dagen mødtes den franske indenrigsminister, Michele Alliot-Marie, med jødiske og muslimske ledere i Frankrig for at viderebringe budskabet om, at den igangværende konflikt i Gazastriben ikke må få lov at føre til vold i Frankrig.

I de seneste år har stridigheder mellem israelere og palæstinensere i Mellemøsten skabt dønninger i Frankrig, hvor jøder og jødiske bygninger har været udsat for angreb.

- Vi må ikke importere konflikten hertil. Det må og kan ikke ske, sagde lederen af en jødisk paraplyorganisation, Richard Prasquier, der også deltoget i mandagens møde med indenrigsministeren.