'Brandmanden fra Luleå' blev indlagt med coronavirus: Vågnede 35 dage senere og 28 kilo lettere

Covid-19 var tæt på at koste Kent Østling livet. Nu føler den 47-årige brandmand sig fanget i en pensionists krop.

47-årige Kent Østling blev hårdt ramt af covid-19.

28 kilo.

Så meget var Kent Østling svundet ind, da han vågnede op på Karolinska Sjukhuset i Stockholm.

Stærkt svækket og med lange negle.

Forinden var han blevet indlagt med covid-19 i hjembyen Luleå og lagt i respirator. Men det var ikke nok. Han blev koblet til en kunstig lunge og lagt til at sove.

Da han vågnede, var der gået 35 dage.

Det startede med feber

Det er marts 2020. Den første coronabølge skyller ind over Europa.

Mens millioner af danskere den 11. marts sidder foran tv-skærmene, træder Mette Frederiksen frem foran kameraerne og annoncerer, at Danmark lukker ned. Skoler, arbejdspladser, butikker og restauranter må lukke ned for at bremse smitten.

Brandmanden er vant til at leve et aktivt liv. (Foto: PRIVATFOTO)

Helt anderledes ser det ud i Sverige.

Mens danskerne får besked på at blive hjemme, kan svenskerne sende børnene i skole, gå på restaurant eller feste på natklubber landet over.

I den sidste halvdel af marts får den 47-årige brandmand Kent Østling høj feber. Han ringer til den svenske pendant til 1813.

- De sagde 'du er ung og frisk, det skal nok gå over, du behøver ikke at komme ind'.

Men ni dage senere bliver Kent Østling omsider indlagt og lagt i respirator. Hans tilstand forværres, og den 6. april bliver han koblet på en kunstig lunge, der skal holde liv i ham, og fløjet til Stockholm.

I starten af april bliver Kent Østling fløjet til Stockholm. (Foto: PRIVATFOTO)

Fløj rundt med sine børn

Den dag, hvor Kent Østling bliver indlagt, når Sverige op på i alt 477 registrerede coronadødsfald. Brandmanden fra Luleå er tæt på at blive en af dem.

En nat glider han over i koma.

- Jeg hallucinerede, at jeg er død og ligger i kisten, fortæller Kent Østling, der ser sig selv flyve op gennem kistelåget, hente sin familie og flyve dem ned til den lokale elv i hjembyen.

- Jeg siger: 'Se hvor godt far har det. Det er ikke så slemt at dø. Nu er jeg død. men I skal ikke græde, for jeg kan flyve hver dag'.

Men brandmanden er ikke død.

Den 11. maj er det desværre tilfældet for 3.256 af hans landsmænd. Det ved Kent Østling intet om. Men i dag åbner han øjnene efter 35 dage i koma.

- Jeg forstod ikke, hvorfor jeg var blevet så tynd. Jeg havde tabt mig 28 kilo, fortæller han.

- Jeg forstod heller ikke, hvorfor mine negle og mit hår var blevet så langt.

Brandmanden håber på snart at komme hjem til sin familie, men han er stærkt svækket og får fortsat kunstig ilt. Det kommer til at tage tid.

Den 3. juni øver Kent Østling sig på at gå på hospitalet i Luleå. De mange dage i koma har sat deres spor, og han øver sig i at gå igen. Imens passerer det svenske dødstal 4.500.

35 dage i koma har sendt brandmanden mange skridt tilbage, og han skal nu lære at gå igen. (Foto: PRIVATFOTO)

Fanget i en pensionists krop

Vi spoler frem til 1. oktober. Kent Østling er så småt begyndt at arbejde igen. Han er dog langt fra tilbage ved fordums styrke, og brandmanden siger, at han oplever situationen som at være fanget i en pensionists krop.

Efter en sommer med positive nyheder er de svenske coronatal begyndt at stige igen, og det svenske dødstal runder 5.800.

Kent Østling er glad for at være hjemme med sin familie i Luleå - men coronaen er flyttet med.

I skrivende stund har over 6.600 svenskere mistet livet som følge af covid-19. Kent Østling priser sig lykkelig over, at han ikke blev en del af statistikken.

I sommer nåede han sit mål om igen at danse med sin kone:

Hvad er så det næste mål?

- Det er bare at få det bedre, siger brandmanden fra Luleå.

Et unikt tilfælde

Kent Østlings sygdomsforløb har været en øjenåbner i Sverige, og det har vakt opsigt, at den 47-årige brandmand blev kendt som ”Sveriges sygeste mand”.

Brandmandens historie er dog langt fra normal, fortæller Søren Riis Paludan, professor i virologi på Aarhus Universitet.

- Det er meget meget sjældent, siger han om brandmandens forløb, som han kalder en undtagelse.

  • Det er langt fra normalen, at en person som Kent Østling bliver så hårdt ramt af covid-19. (Foto: PRIVATFOTO)
  • De mange uger i respirator satte deres tydelige spor. (Foto: PRIVATFOTO)
1 / 2

Alder er den vigtigste risikofaktor i forhold til covid-19, hvilket blandt andet ses ved, at der hidtil kun har været et enkelt dansk covid-19-dødsfald hos en person under 50 år, siger professoren.

Han fortæller, at der er kommet data frem, som indikerer, at mange af dem, der bliver hårdt ramt af covid-19, selv om de er uden for de såkaldte risikogrupper, genetisk er særligt modtagelige over for bestemte virusinfektioner eller producerer antistoffer mod nogle af kroppens egne forsvarsreaktioner.

- Årsagen er tit, at der er en immunologisk brist hos de folk, der er uden for risikogrupper, der alligevel bliver meget syge, forklarer Søren Riis Paludan.

Han peger på, covid-19 ikke er alene om at kunne slå ihjel eller føre til hårde sygdomsforløb med tusindvis af indlæggelser til følge. Det gør influenza eksempelvis også. Der er dog nogle punkter, hvor covid-19 skiller sig ud.

- Én vigtig faktor er, at vi ikke har nogen immunitet i befolkningen - det har vi mod influenza, siger han.

- Langt de fleste af os er en lille smule immune over for influenza, fordi vi bliver udsat for virusset ved de gentagne vinter-epidemier. Så det er en vigtig faktor. Den anden faktor er, at der er nogle, der er genetisk disponeret, siger Søren Riis Paludan.

- Og så er der også nogle mennesker, hvor kroppen danner nogle forkerte antistoffer, som faktisk ødelægger nogle af vores beskyttende immunreaktioner. Det regner man med gælder over 10 procent af dem, der ikke tilhører risikogrupper.

Du kan se mere til Kent Østling og den svenske coronahåndtering i 21 Søndag på DR1 i aften.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter