Brasiliansk dommer forbyder præsidentens fejring af militærkup

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, har planlagt fejring af 55-året for militærkup, der medførte årtiers diktatur i landet.

Brasiliens præsident Jair Bolsonaros planer om at fejre militærkup bliver udfordret af en brasiliansk dommer. (Foto: handout © REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

En dommer i Brasilien forbyder landets væbnede styrker at fejre 55-året for det militærkup, som blev starten på to årtier med diktatur i landet.

Beslutningen kommer efter, at den brasilianske præsident, Jair Bolsonaro, har beordret militæret at arrangere en fejring af kuppet i 1964.

Dommer Ivani Silva da Luz har natten til lørdag dansk tid afgjort, at festlighederne må aflyses.

Han mener ikke, at kuppet er foreneligt med den demokratiske genopbygning af landet. Derudover påpeger han, at officielle mindedage skal godkendes af den brasilianske kongres.

Præsidentens planer er blevet mødt med hård kritik og udbredte protester i Brasilien.

Jair Bolsonaro, som selv har militærbaggrund, er kendt som en stor beundrer af Brasiliens tidligere diktatorer.

Præsidenten hylder militærregime

Bolsonaro er den første præsident, der offentligt har hyldet militærregimet, siden Brasilien igen blev demokratisk i 1985. Han har desuden sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt der overhovedet var tale om et kup, da militæret kom til magten.

Mindst 434 personer blev dræbt eller forsvandt sporløst igennem de 21 år, der var diktatur i landet.

Der er tale om langt færre døde og forsvundne end de 30.000 under diktaturet i Argentina og de 3.200 under diktaturet i Chile.

Men modsat de sydamerikanske nabolande har Brasilien ikke efterfølgende retsforfulgt lederne af det militære regime.

Dermed er de nærmere omstændigheder omkring begivenhederne fra denne periode henlagt i det uvisse.

Efter den massive kritik af planerne om en fejring af kuppet, har Bolsonaro sagt, at der i højere grad skulle være tale om en mindedag frem for en festdag.

/ritzau/

Facebook
Twitter