Det politiske kaos i Brasilien fortsætter.
Tidligere i dag stemte et flertal i senatet ja til, at præsident Dilma Rousseff skal for en rigsret. Dermed mister hun magten i landet.
Vicepræsident Michel Temer fra oppositionspartiet PMDB skal dermed holde skansen i præsidentpaladset, mens rigsretssagen kører, hvilket kan tage op til 180 dage.
Midterpartiet PMDB har i de seneste valgperioder været Dilma Rousseff og Arbejderpartiet PT’s tætteste regeringspartner.
Det samarbejde ophørte dog, da partiet træk støtten til Dilmas koalition i slutningen af marts.
Michel Temer har heller ikke lagt skjul på, at han er klar til at vikariere som landets overhoved og har endda allerede afsløret sine planer for, hvad han har tænkt sig at gøre med magten.
- Michel Temer vil føre en meget mere liberal politik. Han varsler en masse privatiseringer og er meget mere konservativ, når det kommer til socialpolitik, siger Marie Kolling, Ph.D.-Stipendiat på Institut for Antropologi på Københavns Universitet.
Hun har lavet feltstudier i Brasilien og følger tæt med i den politiske udvikling i landet.
Ny kurs mod højre
Siden 2003 har arbejderpartiet PT siddet på magten i Brasilien, men med en ny kaptajn ved roret følger der en ny politik med.
Og noget af det første, Michael Temer har tænkt sig at gøre, er at skære i de sociale programmer, fortæller Marie Kolling.
- Derudover vil han blandt andet hæve pensionsalderen og sænke pensionsydelserne for lavindkomstgrupper. Så vi kommer til at se et ret stort brud med den politik, som PT har ført, siger hun til DR Nyheder.
Ifølge hende er arbejderpartiet PT det første parti i Brasiliens historie, der har kæmpet for bedre rettigheder for blandt andet fattige, kvinder og på LGBT-området.
Den kamp kan man dog godt regne med er slut nu, siger Marie Kolling.
- Alle de samfundsgrupper, der står svagt, skal ikke forvente at deres interesser vil blive varetaget af den nye regering med Temer.
Kan rette op på økonomien
Til gengæld kan en ny præsident måske være med til at løfte Brasilien ud af den enorme økonomiske krise, der er den værste i flere årtier.
- Der er en forventning om, at når Michel Temer kommer til magten, så vil der igen komme styr på økonomien, siger hun til DR Nyheder.
Dilma Rousseffs upopularitet i landet har nemlig også påvirket økonomien, og derfor er der mange erhvervsfolk og udenlandske investorer, der glæder sig til den kommende tid.
Den brasilianske økonomi har ellers boomet siden årtusindskiftet, men de seneste par år har samba-økonomien tabt pusten meget hurtigt.
Ingen indsats mod korruption
Oppositionen til Dilma Rousseff har forsvaret rigsretssagen med, at der skulle ryddes op i den korruptionskultur, der altid har gennemsyret det politiske system i Brasilien.
Men i Michel Temers politiske planer er der ingen tegn på, at kampen mod korruption kommer til at fylde.
- Han har intet meldt ud omkring, hvordan han vil sørge for, at der bliver mindre korruption i Brasiliansk politik, siger Marie Kolling.
Det er på trods af, at rigtig mange højtstående politikere i landet er mistænkt eller anklaget for netop korruption.
Kan selv ende med en rigsretssag
Den mistanke slipper Michael Temer heller ikke for.
Rousseff og hendes støtter anklager nemlig mere eller mindre åbentlyst Michel Temer for at ville kuppe sig til embedet.
Anklagen blev tilsyneladende bakket op af en lækket telefonsamtale, hvor vicepræsidenten taler, som om han allerede havde overtaget posten.
Som mange af Brasiliens øvrige politikere har Michel Temer set sit navn nævnt i forbindelse med Petrobras-skandalen. Det skete, da en tidligere senator beskyldte ham for at være indblandet i ulovlig handel med ethanol.
- Men nu vil det altså være meget nemmere for Temer at feje de her korruptionsanklager ind under gulvtæppet, fortæller Marie Kolling.
Han er endnu ikke officielt anklaget for korruption, men han skal ikke regne med at slippe, siger Marie Kolling.
- Den nyindsatte formand for underhuset har allerede varslet en ny rigsretssag mod Michel Temer.
Dermed ser magtspillet i Brasilien ud til langt fra at være ovre.