Brasiliens politiske elite fedtes ind i stor korruptionsskandale

Præsidenterne i begge kongressens kamre og 52 andre toppolitikere undersøges for olie-korruption i milliardklassen.

Fernando Bizerra Jr (billedet), der er præsident i Senatet, og Eduardo Cunha, der er præsident i deputerkammeret, er hovedmistænkte i brasiliansk korruptionsskandale, der går ti år tilbage. De er begge medlemmer af partiet PMDB, der efter valget sidste år er præsident Rousseffs vigtigste koalitionspartner. Dermed kan skandalen i Petrobras få alvorlige konsekvenser for regeringen. (Foto: Fernando Bizerra Jr © Scanpix)

En række af Brasiliens toppolitikere er blevet fedtet ind i en korruptionsskandale i det statslige olieselskab Petrobras.

Landets højesteret begyndte fredag at efterforske i alt 54 toppolitikere, herunder 22 kongresmedlemmer og 12 senatorer. Også præsidenterne for begge kamre i parlamentet er omfattet af efterforskningen.

Brasiliens præsident, Dilma Rousseff, er ikke en del af undersøgelsen, men alle andre politikere fra regeringskoalitionen med undtagelse af én bliver gransket, oplyser en talsmand fra højesteretten.

Øverst på listen står Renan Calheiros, der er præsident i Senatet, og Eduardo Cunha, der er præsident i deputerkammeret. De er begge medlemmer af partiet PMDB, som efter valget sidste år er præsident Rousseffs vigtigste koalitionspartner.

Bestikkelse for 26 milliarder kroner

Skandalen i Petrobras blev kendt for et år siden, da en tidligere direktør fortalte myndighederne om en række uregelmæssigheder i håbet om at slippe med en mild straf.

De mange toppolitikere anklages for at have taget imod bestikkelse til en samlet værdi af 3,8 milliarder dollar (26 milliarder kroner, red.) over en periode på 10 år i forbindelse med en række oppustede kontrakter mellem Petrobras og lang række andre selskaber.

Dilma Rousseff blev genvalgt som præsident for fire måneder siden, og hendes førsteprioritet er at få sat skub i en økonomi, der stagnerer. Men skandalen i Petrobras kan få alvorlige konsekvenser for regeringen, fordi hun er afhængig af PMDB.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter