Brasiliens præsident beskylder dommer for at forsøge statskup

Dilma Rousseff reagerer hårdt på, at en brasiliansk dommer torsdag blokerede hendes forsøg på at indsætte den tidligere præsident Lula da Silva som stabschef.

Brasiliens præsident, Dilma Rousseff (venstre) med Luiz Inacio Lula da Silva, som hun torsdag forsøgte at få indsat som stabschef i hendes regering. (Foto: Fernando Bizerra Jr © Scanpix)

Midt i eksplosiv korruptionssag erklærer dommer ekspræsident Lula ikke værdig til regeringsposter.

En føderal dommer i Brasilien erklærer tidligere præsident Luiz Inacio Lula da Silvas udnævnelse til stabschef i præsidentpaladset for ugyldig.

- Jeg afbryder hermed udnævnelsen af Hr. Luiz Inacio Lula da Silva til stillingen som stabschef og alle andre bevillinger, der giver ham immunitet, sagde dommer Itagiba Catta Preta i den indledende afgørelse.

Den nuværende præsident, Dilma Rousseff, havde netop taget Lula i ed som stabschef og givet Lula et knus efter ceremonien, da dommer Itagiba Catta Preta suspenderede ekspræsidentens udnævnelse.

Rousseff kalder det for et "kup" og anklager sine fjender for at forsøge at fjerne hende fra magten.

Dommeren, der har udstedt kendelsen, støtter tilsyneladende på sin Facebook-side oppositionen ved at poste billeder af oppositionens demonstrationer, siger BBC.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter