Brasiliens præsident: 'NGO'er kan stå bag brande i Amazonas'

Ifølge Brasiliens nationale institut for rumforskning er antallet af skovbrande i år rekordhøjt.

Præsident Bolsonaro har åbnet for at lade lokalbefolkningen fjerne regnskov. Nu beskylder forskellige parter hinanden for at stå bag de rekordmange skovbrande i Amazonas i år. (Foto: Bruno Kelly © Scanpix)

Hvert minut forsvinder et skovområde på størrelse med en fodboldbane i flammerne, der hærger mange steder i den brasilianske regnskov i Amazonas.

Det viser satellitbilleder fra INPE, Det Nationale Institut for Rumforskning i Brasilien. Tidligere har landets præsident, Jair Bolsonaro, afvist tallene fra instituttet og ligefrem fyret en ledende medarbejder i instituttet på grund af de tal.

Nu går Bolsonaro så et skridt videre og beskylder organisationer for at stå bag skovbrandene i Amazonas for at sværte præsidentens navn til. Det skriver nyhedsbureauet AP.

- De gør det for at lede den negative opmærksomhed hen på mig, regeringen og Brasilien, lyder beskyldningerne fra Bolsonaro.

  • Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, mener, NGO'er står bag skovbrandene i Amazonas for at sværte præsidentens navn til. NGO'erne mener omvendt, at lokalbefolkningen brænder skoven af for at kunne dyrke jorden. (Foto: Bruno Kelly © Scanpix)
  • Satellitbilleder fra NASA viser, hvordan adskillige skovbrande hærger i Amazonas. I år har der hidtil været omkring 70.000 skovbrande, vurderes det. (Foto: NASA EARTH OBSERVATORY HANDOUT © Scanpix)
  • Røgen fra skovbrandene har lagt sig over flere brasilianske storbyer. (Foto: Bruno Kelly © Scanpix)
1 / 3

Hård Amazonas-linje fra Bolsonaro

Bolsonaro vandt sidste år præsidentvalget og talte åbent om, hvordan han vil gøre det nemmere at fælde skov i Amazonas.

Det har fået Norge og Tyskland til at indstille al støtte til Brasilien og bevarelsen af regnskoven. Brasilien ignorerer bevidst ødelæggelserne af regnskoven, lyder forklaringen.

Det er normalt med skovbrande i Amazonas, men organsationer som blandet andet Verdensnaturfonden mener, at mange brande er påsat af personer, der vil rydde regnskoven for at dyrke landbrug der.

Der har i årets første otte måneder ifølge INPE været 73.000 skovbrande, mens der i hele 2018 blev registreret under 40.000 brande i Amazonas.

Røgen er den seneste tid drevet hen over flere større brasilianske byer og har været årsag til flere aflyste flyafgange.

Facebook
Twitter