Brasiliens præsident undgår at blive suspenderet

Det lykkedes præsident Michel Temer at samle nok stemmer i parlamentet til at undgå, at sagen går videre til højesteret.

Brasiliens præsident, Michel Temer, har efter ni timers debat i parlamentet undgået at blive suspenderet på grund af korruption. (Foto: Joedson Alves © Scanpix)

Brasiliens præsident, Michel Temer, har vundet nok stemmer i underhuset i parlamentet til at undgå en suspendering fra præsidentposten, skriver Reuters.

Afstemningen, der fandt sted efter ni timers debat i parlamentet, var en følge af, at Brasiliens statsanklager har sigtet præsidenten for at modtage bestikkelse.

Ifølge statsanklageren er der beviser for, at Temer efter planen skulle modtage et beløb svarende til over 76 millioner kroner over de næste ni måneder.

Til gengæld skulle han hjælpe virksomheden JBS S.A., der er verdens største kødproducent, med at opnå skattemæssige fordele.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Hvis to tredjedele af underhusets medlemmer havde stemt for at tiltale Temer, var han med øjeblikkelig virkning blevet suspenderet i 180 dage, mens sagen var gået videre til højesteret.

Forud for onsdagens afstemning blokerede demonstranter med brændende dæk og affaldscontainere flere motorveje og andre hovedveje i mindst ni delstater i Brasilien.

De kræver, at Michel Temer træder tilbage i den omfattende korruptionssag.

I alt er flere end 80 toppolitikere, heriblandt flere ministre, involveret i korruptionsskandalen, der har vakt stor vrede i Brasilien.

/ritzau/

Facebook
Twitter