Brasiliens regering smuldrer

Det største parti i det sydamerikanske land ventes at trække sig fra regeringskoalition.

Præsident Dilma Rousseff snakker her med vicepræsident Michel Temer, der skal tage over, hvis hun bliver tvunget til at gå af. (Foto: ADRIANO MACHADO © Scanpix)

Tirsdag kan meget vel blive dagen, hvor Brasiliens regeringskoalition falder fra hinanden.

Mandag oplyser landets minister for turisme, Henrique Eduardo Alves, at han har indgivet sin opsigelse, og hans afgang kan ifølge nyhedsbureauet Reuters blot være en forsmag på, hvad der nu kommer til at ske.

Brasiliens største parti, PMDB, ventes nemlig at forlade regeringsalliancen med præsident Dilma Rousseffs Arbejderparti.

Forlader partiet samarbejdet, kan det betyde, at den pressede præsident mister vigtige stemmer i kampen for at undgå en rigsretssag om korruption.

Tirsdag mødes PMDB for at diskutere, om det skal blive i regeringen, men ledende skikkelser i partiet har allerede indikeret, at det rykker ud af ministerierne.

- Det vil blive et exit-møde, et farvel til regeringen. Vi regner med, at over 80 procent vil stemme for at forlade regeringen, siger PMDB-politikeren Osmar Terra ifølge nyhedsbureauet AFP.

Rousseff, der kæmper mod økonomisk recession, en korruptionsskandale, folkelige protester og stigende pres for, at hun bliver stillet for en rigsretssag, mødtes mandag med ministre fra PMDB for at overbevise dem om at blive.

Den siddende præsident har aldrig været mindre populær, og en mulig rigsretssag kan meget vel komme til at betyde afslutningen på 13 år med Arbejderpartiet ved regeringsmagten.

/ritzau/

Facebook
Twitter