Brasiliens to stærke mænd lægger arm i retten i dag

Brasiliens tidligere præsident Lula skal i dag stå ansigt til ansigt med dommer Sergio Moro i største sag om korruption i landets historie.

Tidligere præsident i Brasilien Luiz Inácio Lula da Silva skal i retten i dag. (Foto: STRINGER © Scanpix)

Brasilianerne er bestemt ikke ubekendte med korruption og store skandaler.

Men sagen om korruption i det store statsejede olieselskab Petrobras har vist sig at have et omfang, som ikke en gang de mest pessimistiske brasilianere havde forestillet sig.

Sagen handler ikke længere kun om Petrobras, men om en lang række af Brasiliens allerstørste selskaber. Og den inkluderer samtidig efterhånden hele den brasilianske magt-elite.

Det mest prominente navn af dem alle skal onsdag for første gang svare på spørgsmål fra dommeren i sagen. En gang hyldet af hele Brasilien, ja hele verden, som folkehelt.

En moderne Robin Hood - eller ej

Arbejderen Lula kæmpede sig op gennem systemet og endte som landets præsident, og ikke nok med det – han blev manden, der hev omtrent 40 millioner brasilianere ud af ekstrem fattigdom i dette århundredes første årti.

En slags brasiliansk moderne Robin Hood, der tog fat på at omfordele goderne i det brasilianske samfund, der var - og er - ekstremt ulige. Men spørgsmålet er nu, om den brasilianske Robin Hood først og fremmest sørgede for, at goderne blev omfordelt til ham selv, hans politiske venner og familie? Det vil unægtelig været et grimt eftermæle på en ellers smuk historie.

Lula da Silva er havnet på listen over mistænkte i sagen, og flere af de vidner, der allerede er dømt i sagen, har ligefrem nævnt Lula som arkitekten bag det gigantiske korruptionsnetværk, hvor brasilianske politikere brugte Petrobras og andre statsejede selskaber til omdirigere penge til sig selv og de politiske partiers pengekasser fra landets største firmaer, der så til gengæld vandt de store ordrer, som staten officielt havde sat i licitation.

Vennetjenester for milliarder

Det handler om alt fra lufthavne, nye metrolinier til sportsarenaer opført i forbindelse med VM i fodbold og OL. Det handler med andre ord om milliarder og atter milliarder af kroner.

Sagen foregår i byen Curitiba i det sydlige Brasilien. Det var her, at en lille taskforcegruppe indenfor det brasilianske politi kom på sporet af skandalen. Det er er nu over tre år siden, og sagsakterne tæller nu mere end 100.000 sider. Manden, der står i spidsen for sagen, er dommer Sergio Moro.

Han er på rekordtid blev Brasiliens nye folkehelt. Mange ser ham som manden, der dagligt trodser den risiko, det nødvendigvis indebærer at sætte sig op mod hele den politiske og økonomiske elite.

Han er manden, der højtryks-spuler magtens korridorer i hovedstaden Brasilia rene, og som det ser ud nu, ryger samtlige partier i parlamentet ud med kloakvandet. Indtil videre er adskillige tidligere ministre, formanden for landets underhus og i det hele taget nogle af de mest kendte navne i brasiliansk politik endt bag tremmer.

Anklager om luksuslejlighed som modydelse

Om det går så galt for Lula da Silva, ved vi endnu ikke. Men onsdagens forhør vil måske give et hint om, hvor langt anklagemyndigheden er med sagen mod Lula.

Indtil videre lyder anklagerne på, at Lula i forbindelse med tre større kontrakter mellem Petrobras og den store konstruktør virksomhed OAS skal have modtaget en luksuslejlighed ved kysten nær Sao Paulo.

Lejligheden har hele tiden officielt stået i en anden persons navn, og det er da i den store korruptionssags kontekst også kun småpenge (til trods for at vi taler om millioner af kroner), men kan politiet bevise, at Lula var den reelle ejer af lejligheden, vil det være et endeligt bevis for, at Lula kan linkes til sagen – og på længere sigt måske også i en større sammenhæng.

Så selvom dagens møde mellem Moro og Lula i Curitiba snarere har karakter af et forhør af Lula end af et egentlig retsmøde, så har mange i Brasilien set frem til dagen.

Store protester ventes ved retssag

På de sociale medier taler man om, at Lulas time endelig er kommet, og det forventes, at tusindvis af demonstranter vil møde op fra hele landet i Curitiba og kræve den tidligere folkehelts hoved på et fad. Situationen vil være højspændt, for samtidig har en stor gruppe af trofaste Lula-tilhængere meldt deres ankomst.

Lula har i høj grad stadig opbakning i dele af befolkningen, der tror på Lulas uskyld - og på Lulas egne ord om, at sagen mod ham er et komplot. Et kup mod ham, der skal sikre, at han ikke finder på at stille op til næste års præsidentvalg i Brasilien.

Den del af demonstranterne ser med andre ord Lula da Silva som helten og Sergio Moro som skurken. Som det altid er i Brasilien, er intet sort og hvidt i denne spektakulære sag.

Sergio Moro selv har opfordret demonstranterne til at holde sig hjemme. Det tjener ikke i sagens tjeneste, at det her forhør udvikler sig til en boksekamp, mener Moro.

Det får han nu nok svært ved at overbevise den brede brasilianske befolkning om – og stort set alle 200 millioner brasilianere vil skue mod Curitiba i dag for at se, hvad udfaldet bliver af første runde af boksekampen Moro vs. Lula.

Facebook
Twitter