Brasiliens suspenderede præsident ét skridt nærmere rigsretssag

Brasiliens suspenderede præsident kan blive definitivt afsat om få uger, når Senatet afgør hendes skæbne.

Sagen mod Dilma Rousseff ventes afgjort under OL. REUTERS/Ueslei Marcelino TPX IMAGES OF THE DAY (Foto: Ueslei Marcelino © Scanpix)

Et udvalg i det brasilianske senat har torsdag stemt for at stille landets suspenderede præsident, Dilma Rousseff, for en rigsret.

Dermed er processen omkring Dilma Rousseffs afsættelse ved at nærme sig afslutningen og hovedpersonen er et skridt tættere på at blive afsat fra præsidentposten.

Hun er anklaget for at have brudt budgetreglerne. I maj blev det besluttet at suspendere hende fra posten i 180 dage.

Senatsudvalgets beslutning var ventet. Af de 21 medlemmer i senatsudvalget stemte 14 for at stille den suspenderede præsident for en rigsret. Fem stemte imod, mens to undlod at stemme.

Samlet afstemning tirsdag

Udvalgets anbefalinger er ikke bindende, men vil sende et stærkt signal til det øvrige senat, som skal stemme om spørgsmålet tirsdag.

Hvis Senatet beslutter sig for at indlede en rigsretssag, er det ventet, at der vil falde dom i slutningen af måneden. Dilma Rousseff kan blive definitivt afsat 29. august, skriver flere nyhedsbureauer.

Truslen om en rigsretssag mod Dilma Rousseff hviler på anklager om, at hun i sin tid som præsident har brudt budgetreglerne.

Gennem lån i statsejede banker blev de nationale regnskaber angiveligt sminket, så de så bedre ud, end de reelt var. Det skete på et tidspunkt, hvor Dilma Rousseff kæmpede for at blive genvalgt ved valget i 2014.

Dilma Rousseff har afvist alle anklager og henvist til, at tidligere regeringer har anvendt samme regnskabsmetoder. Hun har desuden sagt, at hun er offer for "et kup".

Dilma Rousseff har på forhånd meddelt, at hun ikke vil deltage i åbningsceremonien ved OL i Rio de Janeiro i morgen.

/ritzau/

Sagen kort

  • Rousseff beskyldes for på ulovlig vis at have sikret sig finansiering til sit budget i 2014, før hun blev genvalgt til posten.

  • Anklagen går på, at hun har hentet penge fra statsbanker til at fylde huller i budgettet. På den måde har hun ifølge anklagen sminket på sine politiske bedrifter.

  • Der er altså ikke tale om den såkaldte Petrobras-skandale, der handler om korruption i regeringen og det brasilianske parlament.

Facebook
Twitter