Breiviks bombe kan koste Norge mellem 5 og 10 milliarder

Det kan tage op til 12 år, før et regeringskvarter står færdigt igen, og omkostningerne kan blive enorme. Det anslår en af regeringens departementssekretærer.

Byggeelevatorer kører op og ned af den destruerede Høyblok, der er hovedbygningen i Regeringskvartalet. Det er stadig uvist, om man overhovedet lader bygningen stå. (Foto: Cecilie Kallestrup)

600 millioner kroner. Så meget har Breiviks bombe allerede kostet den norske stat. Men det kan vise sig at være håndører i forhold til det endelige beløb.

Breiviks terrorangreb kan nemlig ende med at koste mellem fem og 10 milliarder kroner.

Det fortalte depardementssekretær Ingelin Killengreen i dag i Oslo Tingrett.

Regningen vokser hele tiden

- I 2011 og 2012 er det på 600 millioner, men beløbet stiger hele tiden. Vi har fået alle departementerne ind i erstatningslokaler, siger Killengreen.

Killengreen anslår at det kan tage helt op til 12 år, før et nyt regeringskvarter kan være klart. Og først da, kender man de endelige omkostninger af Breiviks 950 kg tunge kunstgødningsbombe.

Pengene skal gå til genopbygning af det gamle område og muligvis til opbygning af et helt nyt regeringskvarter.

Departementer flere forskellige steder i byen

I mellemtiden vil der være store huslejeomkostninger for mange af regeringens depardementer. Store dele af bygningen er nemlig så skadet, at man ikke kan arbejde der. Det gælder blandt andet statsministerens kontor.

Killengreen forklarer også, at der er mange logistiske omkostninger, fordi regeringens depardementer lige nu er spredt ud over Oslo.

Facebook
Twitter